Ach Gott! was ist doch die Jugend schön, ehe
man noch so gar vernünftig geworden ist!
Tieck.
Lille Mignon, er du bleven stor,
Tør ej længer du som før dig blande
Mellem Uskyldsengles Børnekor,
Hører du nu til de voxnes Bande?
Skal du, vævre Vildkat, nagles, ak,
Blandt de affekterte, stiv, i Raden;
Tør du ej engang for Folkesnak
Gaa alene med mig henad Gaden?
Har man alt i Hovedet dig sat
Knibskhed under Navn af Anstand; lærte
Du og den blandt andre Kunster, at
Lade som man ej har noget Hjerte? —
Og som Evangelium du troer
Hvad de præke, ja som sød Kokette
Træder du alt i de gamles Spor,
Gir med Been og Skulder nok at gjette.
Mignon, er du da ej meer dig selv?
Kjender du ej mig, som under Linden,
Leged med dig, lille, søde Sjæl,
Sidste Aar, og klapped dig paa Kinden?
Men du svarer ej, og Blikket stumt
Fæster du, forskandset, paa dit Sæde,
Taler alt med andre voxne dumt
Saa forstandig, ak, at jeg maa græde.
Og med den velsignede Forstand,
Som du vist fra disse Voxfigurer
Suger ind, du dog ej fatte kan,
At for dig en Sorg mit Hjerte furer.
Perset spæd i Fordoms Uniform,
Plantet blandt de kloge, stive Dukker,
Drømmer du ej om mit Hjertes Storm:
Bittert over dig, Mignon, det sukker.