Vil I et Æventyr høre?
Uhyre morsomt det er.
Ved Bækken der gik en Jomfru
Med Læber som friske Bær.
Hun fanged en Dreng en Aften
I Ungdoms Rosengaard.
Hun talte til ham saa venlig,
Og klapped hans glatte Haar.
Og lod ham vugge hans Hoved
Paa den svulmende Barm,
Og lagde omkring hans Nakke
Sin snehvide Haand og Arm;
Lod Læben ham trykke paa Kinden
Og det gjennemsigtige Flor,
Som dækked den funklende Skulder
Og Hals som Sølvermor.
Han syntes, det var saa saligt —
Hver Aften, glad og tro,
Han kom for at vugge sit Hoved,
Og lægge sit Sind til Ro.
Det vared i Uger og Dage,
Og Aften som Aften gik;
Ej tænkte han, mindst den Tanke,
At Glæden en Ende fik.
Han kom en Aften saa frejdig,
Saa længselfuld og øm,
At søge den vante Hvile,
Besøge sin gamle Drøm.
Da stødte hun koldt ham fra sig
Og stilled sig fremmed an,
Og rev sig med Spot af hans Arme,
Og favned en voxen Mand —
Med barske, alvorlige Miner,
Med sorte Lokker og Skjæg,
Med Guld i Haanden og haarde
Muskler paa Arm og Læg:
Hun sagde, „gaa bort du lille,
Nu er jeg kjed af dig!”
Han knæled og bad saa bønlig:
„Kan du forstøde mig?”
„O lad mig blot een Gang vugges paa
Din Barms de bløde Dun!”
Hun sagde: „der nok er andre,
Dem kan du kysse paa Mund!”
Da løb han, og paa hvert Blomster
Han grusom Hovedet knak, —
Af Livets brusende Bægre,
For sig at glemme, han drak.
Han ledte, hvor Mennesker bygge,
Han ledte, hvor Sivene gro,
Men aldrig han fandt sin Vugge,
Og aldrig saa fik han Ro.
Han flakked i Verdens Ørken,
Han sværmed hos Pigers Flok;
Tilsidst af Længsel han døde.
Var det ikke morsomt nok?