I.
Jeg stod igjen paa Fødestedets Grund,
I mange Aar forladt af Frændehjerter.
Min Sjæl sig boltred som en trofast Hund,
Der efter Savnets lange Længselsstund
Udjubler for sin Herre sine Smerter.
Jeg saa igjen min Fødehimmel graa.
Ved hver en Høj og Busk og Steen jeg kjendes,
Og glad paa Barndomslegepladsen, paa
Vor Kirkegaard jeg hvilte mig, og saa
Et Monument, et Navn og — det var hendes.
Hellige Gud, saa er det nu forbi,
Mit dunkle Haab i smertefulde Nætter.
Nu vel, saa er min Længsel frank og fri
For, hvad til Jorden bandt dens Sympati,
Til jordisk Lyst ej meer min Hu jeg sætter.
Men denne Frihed, ak, hvad gav jeg ej
For den med hine Lænker at ombytte,
Som afstak mine Tankers Ungdomsvej,
Da hun med Varmen af sin friske Maj
Mig monne sødt mod Verdens Frost beskytte.
Saa er da jordet under disse Træ’r
Dit Øjes varme Smil, din søde Stemme,
De biede Formers milde Rosenskjær; —
Og — var du selv min Kjærlighed ej værd,
Hvad jeg har elsket, kan jeg aldrig glemme.
Aldrig glemmer jeg den Foraarsdag,
Da vi ved Klaveret stode begge.
Og jeg, useet af det muntre Lag,
Voved hendes Hand i min at lægge.
Aldrig meer gjenfødes denne Lyst,
Da hun lig et Lam paa Vaarens Vænge,
Som kun kjendte før sin Moders Bryst,
Lod den hvile der saa blødt, saa længe.
Og hun talte, smilte, lo; kun jeg
Vidste, hvad hun lønlig monne tænke;
Hendes Søstre, Fader, Moder, ej
Aned bag ved os den skjulte Lænke. —
O, de søde, stjaalne Øjeblikke,
Naar hun til mit Bryst sig bøjed hen, —
Al min Stræbens Indhold, — saa jeg ikke
Hvile fik, før Skumring kom igjen.
Tavse, bange Haandtryk, evige Minder
Om et Hjertes første, rene Flugt,
Aldrig meer da eders Sol oprinder,
Alle Haab har Graven indelukt. —
Er du visnet, drueklare Kind?
Mørke Blik, vil du ej mere brænde? —
I mit Bryst hun førte Døden ind,
Ak, til Straf har Døden bortført hende.
II.
Jeg aabned mit Hjerte, jeg gav ham min Haand,
Jeg gav ham min Tilid og Tro.
„Har du glemt vort Venskabs Ruus,
Har du glemt, da vi drak dus?
Har du glemt den gamle Sang,
Som engang
Fra mit Hjertes Dybde klang,
Har du glemt, hvad ingensinde
Rinder mig af Minde?
„Svar dog, svar dog, end min Tvivl,
Lad mig glædes ved dit Smil!
Bring med Venskabs gamle Lyst
Atter Trøst,
Atter Freden i mit Bryst.
Hør min Bøn, o bryd mit Fængsel,
Stil min hede Længsel!” —
Men han tier — ingen Trøst
Skjenker mig den vante Røst.
Grusom, unaturlig haard,
Ned han slaar
Venskabsblomstret i dets Vaar.
Ekko mig min dybe Klage
Sender tom tilbage.
Altsaa var det dog en Drøm,
Dette Venskabs varme Strøm.
Altsaa skal du kun som Klang
I min Sang,
Venskab, spredes over Vang; —
I mit Liv dog ingensinde
Du mig gaar af Minde.
III.
Jeg kunde for dig knæle,
Og frit bekjende dig alt,
Og smeltende hen besjæle
Din drømmende Lysgestalt.
Jeg kunde jo for dig knæle,
Som for den store Natur,
I Timer og Dage dvæle
Tilfreds i dit ringe Bur.
Og er dog ej al din Ynde,
Din duftende Fromhedsvang,
Hvor Tankeskyggerne nynne
Til Skjønheds Glasklokkeklang, —
Er ej hele Henrykkelseskilden
Kun et Sagn, der intet er i,
Af mig forherliget til en
Fantastisk Allegori?
Er det ej min Forestilling,
Som tryller saa sødt og saa smukt,
En Skabning af min Indbildning,
Min egen Følelses Frugt? —
IV.
Er du opstanden fra de døde?
Var det ej dig, som drog forbi?
Hvad, eller lod en Magt mig møde
Dit Gjenfærd? — bitre Ironi!
Jeg veed, her er kun Muld tilbage
Af Læben, af det skjønne Bryst,
Og Orfevs selv ej meer kan drage
Sin Viv fra Underverdens Kyst.
Og dog et Haab, jeg daarlig plejer,
Bevidstløst, dunkelt ytrer sig,
At, hvad der dødt er, Liv dog ejer
Endnu paa denne Jord hos mig.
Jeg har jo seet den skumle Baare,
Som bar dit Hjertes slukte Glød,
Jeg har jo grædt den bitre Taare,
Og dog jeg tvivler om din Død.