Stille tav det gode, muntre Hjerte,
Øjet lukkede den lyse Aand.
Vi stod trindt tilbage, Dyb af Smerte!
Bitre Rift i Lykkens Blomsterbaand!
Hvor det græd, det fromme Moderøje,
Hvor hun kyssede det blege Lig! —
Ak, dog ej som jeg hun maatte døje
Savnets, Selvbebrejdelsernes Krig.
O, hvor mangen Fryd, jeg ham beredet
Vilde, mange Ting ham have sagt,
Mangen stor og lille Synd afbedet, —
Ak, hvert Haab med ham i Jord er lagt.
Og den kom, den lysegrønne Sommer
Med sit rige, varme Vellugtshav,
Med sin Purpurpragt, med gyldne Blommer,
Og den saa — en frisk opkastet Grav.
Men hver kølig Aften saa den vandre,
Mens hvert Blad for Solens Bortgang græd,
Did paa Valfart kjærlig med hverandre
Moder, Datter, Søn i stille Fred.
Og de planted Pans de grønne Poder,
Og de strøede Floras hulde Børn
Der, hvor han var gjemt, den kjære Broder,
Og de græd, og vanded Blomst og Tjørn.
Men der svandt et Aar og to, ja trende,
Og da Vinter gik og Vaaren kom,
Saa den ingen meer sin Gang at vende
Til hin Kirkegaard, til Graven om.
Vilde Urter jævned den med Jorden,
Kvalte Rosernes forladte Skud,
Tiden — det er jo kun Dagens Orden,
Sletter Sorg og Savn og Minder ud.
Og, da bort fra Egnen alle drog,
Til den glemte Grav et Blik ej sendes.
Ej engang et Mindestraa de tog
Med fra Højen, som ej længer kjendes.
Over Græs, af Duggen kun besprængt,
Dagens Sol og Nattens Stjerner tindre;
Faders, Moders Sorg har ny fortrængt, —
Jeg — og jeg kan ham jo knap erindre.