I.
Jeg faldt i Søvn, den varme Sommerdag
Af Stadens Larmen træt og Luftens Hede;
Jeg drømte hist mig, hvor med Vingeslag
En Engel freder om min Barndoms Rede.
Jeg drømte, jeg var hjemme, hjemme hos
Min Moder og min Fader og de andre;
Alt gik sin gamle Gang; det syntes os,
Vi aldrig havde været fra hverandre.
Jeg vilde fore mine Duer, som
Jeg før var vant, ret som i gamle Dage;
Men, da jeg til den gamle Opgang kom,
Af Trappen knap et Trin der var tilbage.
Da drev mig til min Moder selsom Trang,
Som skulde der jeg finde, hvad jeg savned.
Da faldt det først mig ind, at det var lang,
Ja lang Tid, lang Tid, siden hun mig favned.
Jeg styrted hen, paa Maal og Tanke lam,
Hun slutted mig saa tæt i sine Arme,
Og gjennem Kjolens simple Stof fornam
Jeg Hjertets den vidunderlige Varme.
Da aabned sig hver Aare i mit Bryst;
Jeg kvaltes fast af Følelsernes Strømmen;
Hvert Saar afblødte mildt i blandet Lyst —
Kun et Minut og — alt forsvandt med Drømmen:
Det banker just; i Døren skeer et Tag.
Ind træder en med Hestefod og Hale:
„Maaske det dem belejligt var idag
Den noksom gamle Regning at betale.”
II.
Jeg stod ved Gadehjørnet
Den solklare Foraarsdag,
Og Vrimlen
Af Folkets bølgende Skarer
Jeg mønstred i Mag.
Da kom to forlovede:
Tætindarmede,
Som det syntes, i sig selv fortabte,
Muntert sladrende,
Hun fyldig, sanselig blomstrende,
Rundt om sig skuende;
Han mager, og noget
I sig selv indsnørt.
Og jeg kjendte dem begge.
I mit Indre jeg smiled, halv højt jeg hvisked,
Saa det næsten blev hørt;
„Det vilde dæmpe din Glæde,
Dersom du vidste
At disse Yndigheder,
Du tilbeder,
Ere ikke uberørte,
Dersom du vidste,
At den, du bitrest hader.
Har trykket disse sprudlende Former
I sin Arm, til sit Bryst,
Har disse svulmende Læber,
Disse brændende Øjne,
Halsens skumhvide Buer,
Med skjælvende Angst for det flygtende Moment,
Tusinde Gange kyst.”
Men han er Filosof,
Han trøsted sig vel her,
Og vil i Fremtiden trøste sig med,
At Elskov er Fuglen og ej dens Bur,
Er i sit Væsen aandig,
Uafhængig af Legem og Skjønhed, og ej
Af palpabel Natur. —
Men de svandt og Drømmen mig flytted
Til en skyggefuld Egn.
Da kom hun, hvem jeg elsker,
Let, hurtig svævende,
Paa den hvide, nøgne Fod,
Med de blødt bølgende Lokkers
Gyldne Regn
Flettet og opsat à la greque.
Et himmelblaat Gevandt
Var fæsted med en Guldknap
Paa den højre Skulder, det flagred
Tæt om en Form, fuldendt og reen,
Og blotted det venstre Bryst
Og det højre Been.
Og hun lagde sine Arme
Om min Hals, og saa mig
I Sjælen ind.
Og hun sagde, „jeg veed, at du elsker mig,
Jeg elsker dig ogsaa.
Lad os ile med at nyde
Den perlende Vin.
Jeg veed, at du frygter
Et Baand, der ikke tør løses. —
Vær fri, dig intet skal binde,
Uden din Elskov; men skjenk mig
Og al dens Fylde, før Luen gaar ud!
Taber jeg din Kjærlighed,
Foretrækker du en anden.
Du frit mig forlade;
Ingen skal kjende vor Pagt,
Ingen dig hade.”
Næppe jeg troed mit Øre,
Tog hende første Gang i mine Arme,
Favned den hele Skabning
Som Bølgen en Svømmer,
Kyssed med Glædesgraad Fod og Barm,
Øje og Arm,
Og en Kjærlighed, et Lustrum præsset
I mit Bryst
Lig Luften i Pumpen,
Bruste ud i tusinde Draaber og Straaler.
Og vi smæltede sammen
Til en eneste Sjæl; —
Men jeg tænkte vel,
Det er en Drøm, og jeg vaagned og fandt,
Det forholdt sig virkelig saa.
III.
Og atter drømte jeg, jeg stod paa Tinden
Af Helligdommens himmelhøje Tag.
Og sval udgød sig om mig Aftenvinden
Sødt som et køligt Bad en lummer Dag.
Da greb det mig som tvende stærke Arme,
Og hvirvled mig igjennem Luften ned.
Jeg følte mig i Byens kvalme Varme,
Og Støjen der forstyrrede min Fred.
Og hele Gaden var illumineret,
Og Porten ind til Kirken aaben stod.
Jeg saa min elskte, smykket og friseret
Hun knæled med en Mand for Altrets Fod.
Hun sagde Ja, og Præsten sagde Amen.
Just nu den hellige Handling var forbi,
De kopulerte vandred glade sammen,
Ombølget af en Psalmemelodi.
Jeg vilde støtte mig mod min Ledsager;
Jeg følte Livet svinde af mit Blod.
Da saa jeg først hans Horn, — Torturens Hager
Stak frem som Kløer af hans Haand og Fod.
Skalkagtig leende han om mig svinged,
Endnu engang. Da som en dunkel Sky
Han svandt. End længe fjærnt hans Latter klinged,
Og jeg — stod ene i den store By.
IV.
Eines schickt sich nicht für Alle.
Göthe.
Salen var lys og der duftede fint hos den stive Professor,
Fornem Kulde bevæged ensformig de lange Gardiner.
Tørt og fornemt var alt, som den stive, lærde Professor,
Han, der alt havde før betænkt min moralske Forbedring.
Tavs jeg ved Vinduet stod, og igjen den høje beæred
Mig med et Foredrag, udenadlært, over Sæder og Pligter,
Attestasens Nadvendighed, samt det øvrige, som jo
Hører til Dagsevangelium for den forvildede Yngling.
Fast og beskedent jeg svarede, hvad jeg alt ofte ham svarte:
At jeg ikke fandt Grund til at bøje min Aand under Lænker,
Herlige vistnok for Mængden, der taaler dem ydmyg og lydig,
Ønsker alene for Brød et aandigt Kald at forvalte,
Og, som ved Dyd forstaar den dorsk nedarvede Vedtægt. —
Frejdig Bevidsthed udvided mit Mod og farved min Kind. Dog
Da han mig uhørt forlod, mit Bryst med Bitterhed fyldtes.
Hurtig jeg gik, tog Handsker og Stok: — hist sad i en Sofa
En Kandidat med Havd, og smiled hovmodig i Skjægget, —
Hatten alt satte jeg paa, — men se, da aabnedes Dørens
Fløje; sagte skred ind min gamle, ærværdige Lærer;
Han, som i tidlige Aar min Sjæl gav moderlig Die,
Gav den en højere Sans, lod Skjønhedsanelsen røres.
Tavst han satte sig hen i en Krog, af ingen bemærket.
Men da traadte jeg frem for ham, og blotted mit Hoved,
Bøjed mig dybt med de Ord: Hil være dig elskede Lærer! —
„Nu, det var bravt af dig, min Søn, at du som den første
Hilser mig her paa det fremmede Sted, og byder mig Velkomst.”
Saa han talte, og kvæged mit Sind med de venlige Blikke;
Mindernes Duft jeg fornam i selsomt gribende Toner,
Og med min Pande jeg let berørte det hellige Hoved,
Trykte saa fast hans Haand, og mens Taarer traadte i Øjet,
Sank jeg op til hans Bryst; han forstod mine Tanker. Jeg vaagned,
Ønskende, saadan Drøm mig ofte maatte husvale.