En dannet og velklædt Pøbel
Med Sjæle af aandeligt Smuds,
Som farisæisk sig bryster
I laante Floskelers Puds,
Med sit Had mig beærer, fordi jeg
Mit Hjerte, min Tankes Attraa
Ej paa Præsenterbakke bærer,
Og beder den smage derpaa; —
Fordi jeg ikke fortæller,
Som nogle have for Skik,
Hver nyfigen Dagdriver, naar jeg
En ædel Indskydelse fik.
Og med det humaneste Skarpsind
Og ret en vidunderlig Fryd
Den dømmer mig inappellabelt
Fra Hjerte, fra Ære og Dyd.
Men du, som har Delikatesse,
Sand Dannelses Adelskab, du,
Som elsker mig lønlig, men trofast,
Dig har jeg betroet min Hu.
Min Følelses Ild du kjender.
Du veed, hvad der boer i mig;
Du veed, hvor mit Hjerte brænder,
Og det ej ene for dig.