I.
Nej, nu bliver Lænken mig alt for tung;
Den gammeldags Præk gjør mig galen,
Her, hvor det er Synd blot at være lidt ung,
Have nyt Snit paa Kjolen og Talen.
Jeg siger Farvel til mit Fædrelands Kyst,
Og beder med Længselens bønlige Røst:
O, hvor her er fattig? paa Guld og Forstand,
Af Smaalighed alt overvældet;
Hvor dog det velsignede Fædreneland
Er tamt og færsk og forældet;
Forhadt er mig Fordommens jordklamme Baand,
Og Filisteriets søvnige Aand,
Som Jernsepteret fører.
Forhadt er mig Døgnets tvetungede Flok;
Her intet mig fængsler for Sanden.
Min lille Amanda, hun glemmer mig nok,
Og faar sig vel snart en anden.
Hun holdt saa kun ad mig for Pynt og for Bal
Og sin Fremtids Forplejning ved Præstekald; —
O tager mig med til Nyholland!
I rige Familier fra Jylland og Fyn,
Forbarmer jer, lader mig skue
En anden Natur, et friskere Syn
Med Ungdommens glødende Lue,
Hvor Hjertet tør slaa uden graahærdet Frygt,
Hvor ømskindet Fejghed ej strækker sig trygt,
Og Modet ej er uanstændigt!
Under skimlede Patrioters Suk
Med et Hurra lad Ankeret lette!
Hvor der viser en Egn sig livlig og smuk
Paa hin Side Havenes Slette,
Skal et Danmark ungt som en Fønix opstaa
Af Støvet og Asken her hjemme, den graa —
O tager mig med til Nyholland!
II.
Saaledes Klagens Toner stormed
Og Oprør flammed i mit Sind:
Et Pigebilled da sig formed;
Jeg Aanden følte paa min Kind.
Der hæved sig en barnlig Stemme,
Et Øje aabent, mildt og blaat,
Og sagde, „o nej, bliv her hjemme,
Hvor jeg er, skal du faa det godt!”
Med Lys og Haab som Englesange
De Ord gød Balsom i min Sjæl;
Men siden — ogsaa, som saa mange,
Hin Trøstedrøm blev sagt Farvel.
Og derpaa maatte resigneres;
Thi, at man har en Pige kjær,
Kun af en Elsker tolereres, —
Som Ven man rent tilovers er.