I.
Og hvorfor skal vi skilte være,
Ej smage, hvad enhver har nydt?
Og, at vi er hinanden kjære,
Ej kunne sige aabenlydt?
Hvorfor skal Skik og Brug forbyde
Os, hvad hver anden har i Fred?
Hvorfor maa vi ej sammenflyde
I himmelsk Elskovs Salighed?
Hvorfor skal mellem os sig strække
Et Gab uoverstigeligt?
Hvorfor skal vi os nægte begge,
Hvad mangen nyder kun som Pligt?
Hvorfor skal Fordoms Magt forhindre
Vor Lykke som et draget Sværd?
Hvorfor skal alt os kun erindre
Om, at vi evig adskilt er?
II.
„Hun elsker dig,” en Ven fortalte.
„Jeg ogsaa hende,” var mit Svar.
„Hvorfor da tvende Flammer spalte,
Der fælles Flugt og Renhed har?
Hvorfor ej følge Skikken her,
Og være aabent for enhver
Een Sjæl, een Mund af tvende Munde?”
Ja dertil har jeg mine Grunde.