Fej for jer egen Dør! se blot, hvilken Dynge af Skarn der
Ligger saa høj og saa fed, tryg ved at være jer nær!
Børst eders Klæder, og skrup jert Skind, at udenfra indad
Renselsens Bad dog engang materielt jer kan naa!
Tag saa en Kost, og støv af jer Forstand, den mugne, forgjemte,
Fej saa, svært som det er, Smudset af jer Fantasi,
At mellem os I dog ej som gergeseniske Orner
Længer skal gaa, og tilsidst styrte paa Gjerningen brat.
Drag engang Vejret, at ret I mærke kunne dens Giftluft,
Denne Fordærvelsens Pest, ak, som ej Læge har kjendt!
Øjet saa gnid, at I see, hvor sandt jert Ansigt dog taler.
Grimt og gustent og blegt, Død og Forraadnelse ligt.
Ryster fra Øret det gamle Støv, at klart I maa høre
Verdens Haan og Foragt! — det jer dog skrækker maaske.
Fej — ja fej overalt, og begynd saa der, hvor I endte;
Fej dog fremmest og først Hjertet af Brystet jer ud!
Gaa til en Slagter og kjøb et Vaarlams Hjerte; det gamle
Sælg ham for, hvad han vil gi’ — det er Skam ikke for godt!