Derudenfor er frisk og livlig Færden
Og Lyset spiller muntert gjennem Luften,
Men indenfor de fire Vægges Verden
Er dødt, og melankolsk selv Pibens Duften.
Fra Statens ubevidste, store Hjerte
Slaar Blodet rask mekanisk gjennem Aaren,
Men i dit Hjerte tavst der er af Smerte,
Som om et Ungdomshaab var lagt paa Baaren.
Det er ej saa; dog ej et Glimt af Morgen
Indtrænger her i Skumringen den mørke.
Hvorfor? det veed du ej — dog værst er Sorgen,
Som kjender ej sin Grund, men kun sin Styrke.
Hvad fattes dig? „ak intet”, mat du stammer,
Ej Trang du kjender meer, ej Nag dig følger,
Og Kjærlighedens fulde, varme Flammer
Dig oversvømme som en Stormflods Bølger.
Dig et Par hvide Arme fast omslynge,
Dig et Par røde Læber fyrig kysse,
Paa en elastisk Barm din Kind kan gynge,
Og Hjertets bitre Suk i Slummer dysse.
Og dog du spruder fra dig tavse Klager?
Og kan ej standse dette Hjertes Bløden; —
„Ak ved de dumme, falske Sjæles Plager
Jeg lider, fast mig synes, Marterdøden.
Jeg hader, veed ej hvad, — mig ensom føler,
Forstaaes ej, kan ej mig selv forklare;
Jeg elskes, — men mon mest af alt ej køler
En Elskov, som man ikke kan besvare?
Der er saa fuldt, saa hedt her i mit Indre,
Og dog et Savn, som intet kan udfylde;
O skal da intet Længselsmerten lindre?
O kan dog intet meer mit Sind fortrylle?