Man’s love is of mans life a thing apart,
’Tis woman’s whole existence; — —
Byron.
I.
Min stolte Herre, du sætte dig ned,
Du være mig mild og god!
Du skjenke mit syge Hjerte Fred,
Mens jeg knæler her ved din Fod!
Læg Pennen, og blot for en Stund mig laan
Til Ly for min brændende Kind,
Til kvægende Kys, din hvide Haand, —
Og husval mit stormende Sind!
O laan mig din Læbe frisk og rund,
O bøj den blot een Gang ned
Til min Pande, mit Øje, min tørstige Mund,
Da skal du igjen faa Fred.
Du tale mig til med haarde Ord,
Og lad med Slavindeskik
Mig rede din Seng og dække dit Bord; —
Men forviis mig kun ej fra dit Blik!
II.
Nu Tusmørket hen over Byen gaar,
Nu kan du ej skrive meer.
Den første Stjerne paa Himmelen staar,
Og snart saa kommer der fleer.
Og saa kommer Maanens det stolte Lys,
Og Nattens Morgen gryer,
Og med sine Straalers kolde Kys
Den skræmmer de flygtende Skyer,
O maatte jeg da til en Vandring min Arm
Tæt sammenslynge med din,
O vilde du varme din Haand ved min Barm,
Og varme din Mund ved min! —
Du tier og gjør fra min Arm dig fri,
Med det gamle, haanlige Smil;
Men svømmer ej der med Ironi
En Amor og hvæsser sin Pil?
III.
Og er da en Kvinde saa usselt et Kryb,
At hun, fordi hun ej Kunst
Eller Tro kan begribe fra Tænkningens Dyb,
Maa trygle om Kjærligheds Gunst?
Og er da en Kvinde som Hunden smaa,
At hun tør for sit Hjertes Ord
Til Løn kun Medlidenheds Almisse faa,
Som Smuler fra Herrens Bord?
Og er, fordi hendes Aand, hendes Røst
Saa slet i Skole blev sat.
Og fatter ej Fylden i Mandens Bryst,
En Kvinde fordømt og forladt?
Du nikker, — men var det end ej Ironi,
Din Hund da være jeg vil.
Og aldrig i Verden du slippe mig fri,
Men straffe min Troskab dertil!