Sover sødt, I Arme,
I, som savne Fred!
I med Graad i Øiet,
I med Sorg, som Ingen veed!
Rosen, som i Solens Varme
Falmed, visnede i Løn,
Blev i Nattens Hvile
Atter kraftig, frisk og skjøn.
Sover sødt!
Sover sødt, I Arme!
O, en Moder mild
Er Naturen. Ingen
Hendes Hjerte svigte vil.
Som ved Moderbrystets Varme
Barnet finder Liv og Trøst,
Saa skal eders Taarer
Tørres bort i Drømmens Lyst.
Sover sødt!
Sover sødt, I Alle,
Sover sødt i Fred!
Alle, i hvis Bolig
Gode Aander stege, ned! —
Naar Guds Stjerner lade falde
Deres Slør i Natten ud,
Sende de til eder
Styrkens, Trøstens tause Bud.
Sover sødt!