P.L. Møller (1814–65)

Som Nattens klare Stjerner

Var dine Øines Lys.

Som friske Mandelkærner

Var dine Læbers Kys.

Og Nattergalen hæved

Sin elskovsfulde Røst:

Det brændte og det hæved

Som Lava i mit Bryst.

    Da du mig fast omslynged,

    Det var som om jeg gynged

    Paa Havet, og dets dybe Skjød

    Mig gav en listig Død.

Nu sidder du alene

Og seer i Natten ud.

Og bryder Blad og Grene

Af Myrthens tætte Skud.

Hør! stærkere fra Vignen

Alt Nattergalen slaaer —

Ved Vinduet bag Pinien

Hvor Fiskergarnet staaer,

    Der finde vi hinanden — —

    Og Lyset hist paa Stranden,

    Ja Lyset hos min søde Brud,

    Det — slukkes hastig ud!