Der stod saa faur en Rose i driftigt Ungdomsmod;
Hun trodsed hver en Skæbne, hun haant om Døden lod.
Hun havde Brødre syv; hendes Beiler stolt og gild,
Hun eied saa skjønne Haver og Slotte tre dertil.
Det mærked Døden
I dunkle Dale;
Ham lysted Fryd at vende brat til Smerte:
Som sorten Svale
Han kom og skjød den
Dræbende Pil dybt ind i Rosens Hjerte.
Men Moderen, stakkels Moder, hun græd saa bitterlig,
Hun græd saa modige Taarer alt ved sin Datters Lig:
„O Død, saa grumt du ramte mig ved mit ene Barn,
Min eneste Datter kjære, mit søde, smukke Barn!”
Og see, ad Bjerget ned med sine Svende
Drog Brudgommen, drog hendes Konstantin
Fra Krigen hjem: Trehundrede ham fulgte,
Og Hundrede med Sang og klingende Spil,
Som skingred vidt omkring i Luftens Hal.
„O tier stil, I Spillemænd, I kjære Sangere, hør:
Et Kors staaer sort og skummelt for min Svigermoders Dør;
Død er den gamle Moder, eller den brave Svigerfar,
Hvad eller en af Brødrene, de syv, som hjemme var.” —
Saa sporer han Gangeren til det raskeste Trav
Henad Kirken til
Og holder blandt Gravene stil; —
Men Graverkarlen staaer i den friske, nye Grav.
„O siig, for Guds Skyld siig mig, du gode Graver kjær,
Hvis er den Grav, hvem sænke de ned i Jorden her?”
„Den Grav er til Pigen, som guldspundne Lokker bar,
Den blonde, blonde Pige, med det sorte Øinepar.
Hun havde Brødre syv, hendes Beiler stolt og gild
Han eied saa skjønne Haver og Slotte tre dertil!” —
„O Graver, kjære Graver, gjør Graven mere bred,
Kun lidet, lidet bredere, at To kan hviles ved!”
Saa stødte han den gyldenskafted Dolk i sit Bryst;
I Graven dybt de hvile nu begge taust og tyst,
I samme Grav forenede de hvile taust og tyst. —