O du, som, skjønt saa ung, dog meer
End eet Par Støvler har.
Ak uden dig som mange fleer
Jeg Nul og intet var.
Ak uden dig min bedste Dag
Var vejret hen som Støv,
Var visnet hen i bittert Nag
Som Høstens gule Løv.
Jeg sad fortvivlet paa min Stol
Med Hjertets dybe Saar,
Mens Straalen af den varme Sol
Faldt blytung paa mit Haar;
Jeg græd saa trist og mod i Hu,
Jeg Stakkel, før saa tryg.
Jeg haabløs kvad: „forbandet du
Skomager, som blev syg!
Forbandet Tid, hvis Frugt det blev
Paa Fanden ej at tro!
Jeg ellers mig til ham forskrev
Idag for Støvler to.
Da kom du som en Lysets Aand
Med Smilehul paa Kind,
Og et Par Støvler i din Haand,
Og lettede mit Sind.
Med Fodbedækning nu jeg frem
Som Dalens Løve gik.
Jeg stolt mit støvleløse Hjem
Lod svinde for mit Blik,
Mig dine Støvler pilsnart bar
Til min Amandas Slot,
Og, skjønt den ene lappet var,
Saa gik dog al Ting godt.
Hun rørtes af min Længsels Ord,
Vi satte Fod mod Fod,
Men gjennem dine Støvler foer
Dog Ilden i mit Blod, —
En Ild, som, bolde Nordens Søn,
Mig strax begejstred til
En Sang, der selv din Gjerning skjøn
Vist overleve vil.
Dog — med en stolt Bevidsthed du
Har, som den bedste Løn,
I Hjertet Deel, som skjenker nu
Mig Lykken evig grøn.
Og gaar engang for mig det lig
En Støvlesaal itu,
Skal Stumperne jeg række dig,
Med disse Ord: „o du!”