Den vandred lig et Menneske iblandt os,
Og, trods den underlige Ormesvands,
Vi stundom i dens Nærhed vel befandt os,
Men laante den til Gjengjæld og vor Glands.
Den ny Filosofis Ideegangsregel
Med Ormesmidighed den let udfandt;
Det er „bekjendt nok,” den har myrdet Hegel,
Ja rystet selv i Jorden salig Kant.
Og skulde da ej vi, hvem den sit Væsen
I kjærlig bløde Bugter slynged an,
Lidt Virak holde den tilsidst for Næsen,
Ophøje den i Vertebraters Stand?
Ej længer „den,” men „han” den bør at nævnes; —
Det sværges ved den skummende Pokal:
At vi, saa langt Hukommelsen os levnes,
Gudgnisten selv i Ormen mindes skal!