Vinteren kommer og Sommeren gaaer,
Gjennemsigtig er Skoven.
Vinden blæser og Natten er kold,
Livet er haardt, mine Venner!
Hele den lange Vintertid
Hvad skal af os der blive?
Uden Skov, uden Sol, uden Mønt,
Uden Haab en Kjøbmand at møde?
Sæt dig hist paa den tørre Green,
Ravn, kjære Ravn, jeg dig beder:
See langt ud over Veien, om du
Ingen Reisende kan opdage! —
Ingen Kjøbmand med Pungen fyldt,
Og Shavl om Hovedet viklet,
At jeg kan øve mit rustne Gevær,
Og samle en Skilling til Vintren.
Ak, dunkle Skov, du min Broder kjær,
Hvor saa tidt jeg paa Luur stod i Skyggen,
Hvad har du gjort af dit grønne Løv,
Som saa tidt har hørt mine Sange?
Vinteren kommer og Sommeren gaaer,
Og du, min Skov, du staaer nøgen;
Man Bøssen maa skjule, og bøie man maa
Sin Hals under Arbeidsaaget!
Høitelskede Vaar, o kunde jeg blot
Dig lokke hid ved min Stemme,
At atter jeg kunde drage om Land
Og tappert min Frihed nyde!
Da skulde jeg sætte min Hue paaskraa,
Lade Haaret flagre for Vinden,
Og strække mig henad Jorden paa Luur
Efter hvad der nærmed sig Skoven!
Da bar jeg paa Skuldren min gode Flint,
I mit Belte Pistolerne glimred;
Jeg klapped min Gangers kraftige Hals
Og talte til ham saalunde:
Flyv nu som Vinden, som Tanken flyv,
Nu atter vort Liv begynder!
Os Skoven tilhører, nu herske vi her
Til Skræk for hver reisende Synder!