Ved et Markskjæl sidder gamle Klantza;
Snart betragter hun den blege Maane,
Snart det Lys, som blinker hist fra Byen.
Ingen Tænder meer hun har, den Gamle,
Ivrig spinder hun, og Munden klapprer,
Og hun siger, medens Rokken iler:
„Tid, staae stille, vig tilbage, Alder!
At min Ven, den skjønneste blandt Egnens
Knøse, ei skal tøve, naar jeg kalder!
„Hvis han kommer og min Ild besvarer,
Elsker ene mig, da Held ham følge!
Aldrig kjende han til Nød og Farer!
„Men, hvis ei, da gid den onde Fjende
Maa ham rive Hjertet ud af Brystet,
Og det dybt i Helveds Flammer brænde!”
Rokken snurrer, ivrig fort hun spinder,
Stjerneskud der faldt, i Maanen dunkle
Pletter sees; i Byen Lyset svinder.
„Ei min Ven i Dandsen du dig svinge!
Vend dit Blik bort fra de unge Piger;
Deres store Øine Uheld bringe!
„Kom, min brave Elsker; søde Sange
Skal jeg synge dig ved Nattens Stjerne,
Som en Blomst dig pleie; onde Øine
Slangebid, Ulykker, fra dig fjerne!
„Siden du hiin Sommeraften silde
Sang mig Elskovssange under Løvet,
Er mit Sind uroligt og bedrøvet!
„Lad mig dine smukke Øine kysse,
Kom tilbage, ved min Barm at hvile!
Og til Løn jeg dig en Silkeklædning
Og et Keiserskærf jeg dig skal spinde.
„O, men skynd dig, skynd dig min Hjertelskte,
O, med Fuglens Hurtighed du ile;
Thi som Traaden af min Teen jeg føler
Mine sidste Timer hurtig svinde!”
Saadan lød den gamle Klantzas Klage,
Ulden længst paa Rokken er afspunden;
Hendes Elsker kommer ei tilbage, —
Da fortvivlet vred hun sine Hænder,
Og med dette Raab mod Øst sig vender:
„Stig af Dybet frem, du Himlens Fjende,
Du, som slukker alle Helgenlamper,
Du, som Sjælene i Pinen lænker,
Kom, og hvis mit Ønske du opfylder,
Jeg til evig Tid min Sjæl dig skjænker!”
Strax en Taage op af Dalen stiger,
Bjerget brager, sælsomt Ravnen skriger,
Fra en Green en Røst saalunde klinger:
„Hvis du vil mig paa din Skulder tage,
Og før Hanegal mig uden Klage
Trende Gange Du om Sumpen bærer,
Jeg din Elsker dig tilbage bringer!” —
Strax hun ham paa Skuldren tog; den Onde
Hyler og af Glæde skjærer Tænder.
Hvor hun løb og sprang og fløi, den Gamle,
Lig en Ugle, naar af Tørst den brænder; —
Rok og Teen langt ruller hen i Græsset.
Stedse som besat afsted hun droges,
Helveds Aander loe, mens Satan hylte,
Og af Dybets Echo Alt gjentoges.
Men hun løb; hun Intet seer og hører,
To Skridt kun endnu hun har tilbage:
Da skal hun sin Ungdoms Elsker favne,
Som en Blomst ham pleie alle Dage, —
Skal ham vugge ind med Elskovssange,
Skal med sine Tryllesprog mod Slange–
Bid og onde Øine ham beskytte ....
Kun to Skridt; o, hvor hun stønner, klynker — —
Hør, — da galer Hanen! — med sit Bytte
Satan leende i Dybet synker.