Nu har jeg levet og sværmet og leet,
Nu var det vel snart paa Tide,
At jeg fra Verden mig løsrev med eet,
Og begyndte for Brød at slide.
Ja jeg har levet, nu kan jeg jo dø,
Og lade mig, naar det skal være.
Et Kald til min Grav forære.
Og præke om Kjød og Hø.
O Bakkus, jeg græder; jeg maa nu, tilgiv,
Dig aldrig mit Offer frembære.
Saa mangen en lystelig Tidsfordriv
Ej længer jeg tør begjære.
Det grønne Bord med den klingende Mønt,
Og Lykkens haabkrandste Gudinde,
Min Higen ej meer skal binde
Paa den nøgne, den golde Pynt.
Farvel I hundrede Piger, for hvem
Jeg har sværmet saa sødt og saa gjerne!
Naar snart jeg i Jylland faar Huus og Hjem,
Og dertil en Husholdningsterne,
Saa er det forbi med Elskovs Lyst
Forbi med Kys og med Smile;
Thi Amor ej værdt sine Pile
Vil agte mit Embedsmandsbryst.
Farvel, min lystige Ungdomstid,
Med samt dine spraglede Blommer!
Farvel mine Venner, o bærer ej Nid,
I herlige Venner, o ja, det er haardt;
Men een Gang den sidste maa være.
Kredenser Pokalen med Ære,
Stød til! — den er tømt og saa — bort!