O Venner, paa en Skillevej
Er vi da her forsamlet:
I Kassen blive, eller ej,
Saa talte salig Hamlet.
Men her er Valget ikke vort,
Alt løst er Skæbnens Gaade:
Herud af Paradisets Port
Vi jages uden Naade.
Men vi, som denne Gang skal ud,
Maa la’ en Taare trille,
Som selv ej Soldets muntre Gud
Og Venskabs Klang kan stille.
Ak, aldrig skal vi smage meer
Den Fryd og de smaa Sorger,
Som Fakultetets Gunst beteer
Regensens unge Borger.
Og Gaard og Træ skal ej hver Dag,
Som Vaaren fremad skrider,
Os lokke til forbudne Lag
Paa de forbudne Tider.
Men skal end Ryggen være vendt
Til Hjemmets friske Glæder,
Dog aldrig fremmed og ukjendt
Vi blir paa disse Steder.
Der blir dog en og anden Ven,
Som venlig vil os huse,
Som vil besøge os igjen.
Og dele vore Ruse.