I Kvinder, I græde og saa smile saa tidt,
Og blive vi Mænd lidt knurne,
Saa maler I Livet saa let, saa frit
For Torne.
Men ak, det bliver ved Penselstrøg
Og ved den digtede Lykke:
For sidste Skilling, I kjøbe for Spøg —
Et Smykke.
Og, naar vi da ere ad undas bragt,
Og Kreditor kommer og bukker,
Saa døver I Sorgen med yndig Takt
Af Vugger!
Nej, det er et herligt Liv jeg fører!
Børneskrig aldrig min Natro forstyrrer.
Næringssorg mærker jeg næsten slet ikke.
Hjemme beredes ej Mad eller Drikke.
Offentlig baade jeg lever og spiser,
Faar Politik og nyt af Aviser;
Dertil lidt Elskov, en Pibe Tobak —
Vil man da mere? — nej jeg siger Tak.
Det er et herligt Liv, jeg fører.