I Mørkets skumle Huler,
I Underverdens Dyb,
Hvor sig i Edder skjuler
Det giftigste Kryb,
Der hvælver over lede
Svartalfer sig en Hal;
Der sidde de lumske Smede
Og smelte Djævlemetal.
Dybest i Gruben inde
Der sidder det ældste Kuld;
De con amore vinde
Stof af det klamme Muld, —
Som Afgrunden det opkasted,
Saa sort som deres Sind,
Og give det en Slags Fasthed
Til at staa sig i Luft og Vind.
Saa skikkes det til andre,
Driftigere Mænd.
De hamre det, lade det vandre
Til Kulens Midte hen.
Her faar det Glands og Farve
Af Sølv- og Guldaffald,
Saa at den raadne Larve
Fast skinner som godt Metal.
I Dybets yderste Side,
Hvor Dagskjær skimtes kan,
Hvor Udgang er til det vide
Oververdenens Land,
Der sidder med Snogerygge
Det yngste Djævlekuld.
De Stemplerne paatrykke
Det falske Sølv og Guld.
Den frækkeste Frugten høster
Og i Menneskeham opgaar,
Og de blinkende Penge udryster
Blandt Verdens uskyldige Faar,
Som for Bedrag ei frygter,
Og finde Præget ret skjønt:
Fornuftige kalde dem Rygter,
Men Mængden gangbar Mønt.
Hint Værksted med Øgleættens
Forbryderske Kogleri
Gaar her i Verden for Rettens
Tiltale som oftest fri.
Engang dog, naar Sløret drages
Fra Mulmets Snigmordsdolk,
Skal Dommens Dæmring dages
For disse „honette Folk.”