„Der boer i Huset her en Pige,
En Dame, burde jeg vel sige,
Paa Salen ovenover mig;
Men Gudbevar’ os vel for slige
Excesser, hun tillader sig.
Gud veed, hvor Værten ogsaa torde
Indlade sig med saadan en;
Hun bringer Husets Folk i Orde,
Og jeg, som for hver Plet er reen,
Af Angst jeg faar ej Søvn i Øje —
Og det skal en uskyldig døje!
Tænk blot, hun har en Kavaleer,
Som hver Dag man paa Trappen seer,
Han kommer tidlig, gaar først silde,
Man veed jo ej, hvad de bestille;
Gik han dog bare Klokken ti,
Var hun for al Mistanke fri;
Men elleve, det seer enhver,
Det altfor uanstændigt er.”
Saa taler Stuens Kontrabas,
Den fede, værdige Madamme,
Paa Gangen til sin Nabos Amme,
Og denne, som har glemt sin Mads,
Paa Hovedet bekymret ryster
Som en Barmhjertighedens Søster,
Og kan for Blusel næppe stamme:
„Det er saa Skam ej heller Spas;
Ak ja Madam, det er en Gru
Med Velanstændigheden nu!”