Amor, en barbarisk Greve,
Stiv, borneert, i gammel Stil,
Hører kun paa Tidens Fordring
Med et spodsk, hovmodigt Smil.
Trods de liberale Blade
Han sit Gods ei giver fri,
Men de stakkels Folk forrette
Maae et skjændigt Hoveri.
Og hans Jagtret — Vee den Arme,
Som paa Banen kommer ind! —
Markens bedste Sæd uhindret
Hærger Hare, Hjort og Hind.
Klappejagt vel daglig holdes.
Men til naadig Tidsfordriv
Han koldblodig leger kun med
Sine Undergivnes Liv.
Allergrusomst her sig viser
Denne „Jorddrots” Tyranni;
Thi, naar Kredsen tæt er sluttet,
Og fra hver en Busk og Sti
Skjønne, stolte Dyr fremtitte,
Og for herligst Sigte staae —
Er det Vildtet, ak, som skyder,
Jægerne, som falde maae.