Naar Verdens Larme tie
En kort, en flygtig Stund,
Olympens Døttre vie
Med Haand og med Mund
De Faa blandt Jordens Sønner,
Som søge Fred og Trøst
I det, som Kampen lønner
Med Aandens stille Lyst.
Naar Verdens Sysler hvile
Med deres travle Id,
Naar Stjernerne smile
Ad Jordens Myreflid;
Da hvælve de det Tempel,
Som aldrig Øiet saae.
Og trykke deres Stempel
Usynlig derpaa.
Naar ingen Stemme høres
Undtagen Kildens Kluk,
Naar Drømmelivet røres
I Skovens Aftensuk,
Hos Dyret i Hulen,
Hos Luftens stærke Ørn,
Hos Fisken og Fuglen
Og Rosen paa dens Tjørn:
Naar blidt Naturen bruser
Som et eneste Væld,
Stige de stille Muser
Ned fra Olympens Fjeld;
Da gaae de gjennem Hallen
Til de Udkaarne ind,
Og vække dem med Kalden,
Og kysse deres Kind.
Da tindrer det og flammer
Som tusind Stjerners Skin.
I den Ensommes Kammer
Drager Ideen ind. —
Naar Morgenvinden suser
Ved Dagens Gry,
Atter de stille Muser
Til Himmelen flye.