En Vaar to Nattergale bygged Rede
I Rosentræets skyggefulde Grene.
Saamangen Aften stod det tyst og ene,
Glad ved den Sang, som syntes at udsprede
En Dugg af Toner over Havens Bede;
Fra hver en Blomst det var som Echos rene,
Skylette Suk sig monne blidt forene
Med Sangens Triller som en Perlekjæde.
Men frem af Rosens Hjerte langsom brød
En lille Knop i Haabets grønne Blade,
Mens Sjælen higed, fuld af stille Længsel,
Mod Dagens Straale, for ved Himlens Glød
Sin mørkerøde Kind i Duft at bade,
Og stige af sin skjulte Skjønheds Fængsel.
Men under Rosenknoppen, længer nede
Paa samme Kvist, et lille Blad sad ene,
Bly og beskedent, blandt de store Grene,
Og titted ind til Nattergalens Rede.
Der laae tre Unger alt, dunsvøbte, spæde,
Med Øine funklende som Ædelstene;
De voxte til, stak Næbbet frem, den ene
Især blev stor og var de Gamles Glæde.
I Sangkunst Faderen dem underviste,
Og Moderen dem Drikke gav og Mad,
Mens Rosens Knopper drømte sødt paa Kviste.
Men da den Største saae det lille Blad,
Som sad saa fromt og vifted dem imøde,
Ved den det, saa det visnede og døde.
Foraaret svandt, og Sommersolens Hede
Udfolded paa de knopperige Grene
Grønklædte Rosers Purpur; kun den ene
Sad skamfuld hist, berøvet Stilkens Klæde.
Foraaret svandt, Duun blev til Fjær dernede;
Femstemmigt Chor besang Naturens Scene. —
Mens Alting sang og smilte, græd alene
Den nøgne Rose, næst ved Chorets Rede:
Da rørtes Fuglen dybt; for at forsone
Sin Synd, den vilde lindre Blomstens Smerte
Med Vingens Skjærm, med Sangens søde Tone.
Men Rosen rysted Hovedet og døde, —
Da brast og Nattergalens ømme Hjerte,
Og Jordens Skjød blev deres Elskovs Møde.