„De sidste Orgeltoner blidt henfare:
Hvorfor mon alle Folk tilside træde?
— See hist en sortklædt Mand, med ham en Skare
Graaklædte Drenge, Haand i Haand, i Kjæde!” —
Da bad du mig den Blindes Lod forklare, ....
Om han kan glædes, lee, om han kan græde? —
Jo, — i hans Savn, det evige, det haarde,
Gav ham Naturens Medynk dog en Taare. —
„See disse melankolske, blege Kinder,
Og disse brustne Blikkes tause Grave! —
Hvor dødt og sørgeligt det Liv henrinder,
Som grumt er røvet Synets søde Gave!”
Dog denne simple, grove Dragt os minder,
At den, den dækker, ei er Modens Slave;
Du sukker — dog, hvo veed, om ei just Livet
Med større indre Frihed ham blev givet?
I stakkels Smaa, med Øiets lukte Gitter,
Som frydes nøisomt, med taknemligt Hjerte,
Ved Blomstens Duft, ved Fuglens glade Kvidder, —
Ei deres Farveglands at kjende lærte!
Held jer, I Arme! ingen Daarskabs Flitter,
Saa meget Ondt ei eders Syn skal smerte;
— Men og saa meget Skjønt I ei skal skue,
Ei Vaarens Pragt, ei Sommersolens Lue!
Dog — høiere sig hvælve Tankens Sale,
Og videre sig aabne Sjælens Haller.
Om hvad kun anes, Følelsen kan tale,
Og Haanden let et indre Syn fremkalder.
Og dybt i eders Aand det ideale
Livslys som Ords og Toners Guldregn falder, —
Mon Tanken ei, af Sandsen mindre hildet,
Staaer her som renere, forklaret Billed? —
Og dog vi dem saa vemodsfuldt beklage,
Og glæder os som Børn af Lysets Rige. —
Har Livets Aand da ikke glade Dage
Selv dem beredt, vi tro’r ulykkelige?
O, den maaskee har nok af Fryd tilbage
For disse Smaa, der ei som vi kan hige
Blandt Verdens, ak af Himlens gyldne Flammer
Bestraalede, uendelige Jammer! —