„Nu vil jeg dog, før jeg skal dø,
See til mine Fædres Land,
Og fare hen over den vide Sø
Til Danmarks lyse Strand;
Den saa mig som Unge, der satte jeg Fjær;
Den skal skue min Alder seen.
Der vil jeg favne min Broder kjær
Og hvile mine trætte Been.
„Farvel mine Roser med Blommer og Tjørn,
Farvel min hollandske Have!
Farvel mine kjære, kjære Børn,
Lever kristelig, kjærlig og brave!
Nu fat dig, min Søn, fat dig min Ven,
Græd ikke min Datterlil:
Jeg har jo en Broder, hvor jeg gaar hen,
Som kan lukke mit Øje til.
„Se hvad jeg, til jeg blev gammel og graa,
Fortjente med Sved og Slid,
Jeg deler med jer og med eders smaa,
Røgter kun retskaffent eders Kald,
Da blir eders Himmel klar,
Og eders Smaabørn ej mangle skal,
Ej længes efter Bestefar.”
De stode ved Døren, saa bitterlig
De græd, da han sagde Farvel.
Han kyssede dem alle saa hjertelig,
Og ønsked dem Fryd og Held.
Saa rejste han bort, den gamle Mand,
Og sejled mod Nord og mod Øst,
Og steg i Land paa den danske Strand
Med sin Ungdoms Længsel og Lyst.
Han iled afsted ved Nat, ved Dag,
Han saa sine Fædres By,
Og Lunden, hans Barndoms venlige Tag,
Med det svale, duftende Ly .
Han nævnte sit Navn saa straalende glad,
Og spurgte dem om sin Bro’r.
I et lille Slot han fornem sad,
Og var Kancelliraad, jeg tro’r,
„Guds Fred være med dig, min Broder kjær,
Fra Holland saa kommer jeg hid,
Ej vil jeg falde Dig til Besvær;
Kun kort er min Levetid,
Efter Hjemmet jeg længtes i femti Aar.
Nok har jeg til dagligt Brød.
Min Bøn er kun, at i min Broders Gaard
Jeg huses maa til min Død.”
„Saa, saa, er han min hollandske Bro’r? —
Jeg Trækkene fast har forglemt.
Kanske han er sulten; her ved vort Bord
Er just ej Plads, det er slemt.
Men stil kun sin Hunger og hvil sin Fod
Paa Bænken hist hos mine Folk;
Maden er saamen overmaade god,
Og min Skriver kan nok være Tolk.”
Han bukked og tav, og vendte sig bort.
Saa strid en Graad han græd.
Det blev for hans gamle Øjne sort;
Dog fatted han sig paa Sted:
„Farvel, min Broder, jeg regned lidt fejl
I din Arithmetica,
Nu, kom jeg hertil, saa blir der vel Sejl,
Som føre mig atter herfra.”
Han vakled, og gik — en stille Gang:
Til sine Forældres Grave.
En Stund vel maatte han lede saa lang
Blandt Kors og Gitterstave.
Græs voxed der frodig og højt, i Ro;
Der sov nu hans Barndoms Venner.
Men Drengene højt ad hans Klæder lo:
„Se Fanden som en Hollænder!”
Saa foer han fra sine Fædres Ø
Og fra det danske Land,
Og sejled ud paa den vide Sø
Til Hollands lave Strand.
„Gud før mig nu did tilbage, hvor
Mig Troskab og Kjærlighed vente!”
En Medvind krused hans Lokker. — Ifjor
Lod Fanden hans Broder hente.