Smuk og from som sjælden nogen
Klara var, det søde Barn,
Da ved Moders Stol i Krogen
Hun paa Skammelen vandt Garn.
Ak, men Tiden vexled om;
Hun er vistnok mere from.
Smuk, men smuk det er hun ikke,
Graad har dunklet hendes Blikke.
Skæbne, hvorfor rev du hende
Fra sit Hjem, fra Faders Bryst?
Hvorfor maatte hun ej kjende
Muntre Glæders sunde Lyst?
Var hun voxet frodig op,
Stærk som Træet, rank i Krop,
Siig mig, var da min Veninde
Ikke blevet Helgeninde? —
O, jeg kan ej tro, at Hjertet
Med det sunde friske Blod,
Ej af Sorg og Sygdom smærtet,
Gjør en Pige mindre god.
Livet boer i Kjød og Blod,
Derfor siger jeg med Mod:
„Plej din Sundheds Blomst ej mindre,
End din Aands i Havens Indre!”
Ak, hvor Klara før var skjøn!
Ak, hvor funkled Barnets Blikke!
Hver en Vaar gjør Marken grøn,
Ak, men Klara grønnes ikke.
Vintre ti alt hende saa
Som en Vinterblomst at staa, —
Syg, forkuet, stakkels lille,
Ydmyg, bleg, som Graven stille.
Ejegode Barn, du blev
Taarevaad fra Hjemmet revet.
Paa din Kind i ti Aar skrev
Sorg, at du med den har levet,
Skrev det ej med lette Træk,
Skrev det dybt til deres Skræk,
Som Fornuft, som Hjerte vige
Lod for Gunst hos dødelige.
Mange Somre langsomt svunde,
Ak for dig med liden Lyst.
Vidste jeg, hvad glæde kunde
Englen i dit Duebryst;
O, med Jubel ofred jeg
Alt, hvis blot jeg fandt en Vej
Til at redde dig, du spæde,
Frelse dig til Liv, til Glæde.
Hvad er Livet uden Kræfter,
Uden Daadens Stjerneskjær.
O, hvor styg er Døden efter
Sygelige Dage her.
Dette Kjærlighedens Væld,
Ak, bestemt til Fryd og Held,
Standset er, o Jammer, isnet,
Kildens Palmekrone visnet.
Seer I Bladene, som funde
Vinter kun og intet Ly?
Jamrer, græd nu I, som kunde
Reddet Planten spæd og bly!
Brudt er Stammen skjær og fin,
Aldrig saa den Solens Skin,
Og, om I den pleje vilde.
Ak, saa er det nu forsilde.
Smerte, som I selv har saaet
Blomstrer sort for eder her.
Tab, hvis Bitterhed undgaaet,
Let I kunde, martrer jer.
Græd nu Nat og græd nu Dag
Ved den skjønne Snekkes Vrag!
Græd kun store, tunge Taarer:
Savnets Kval, jeg veed det, saarer.
Ak, hvi standsed dog saa fage
Kulden dette unge Blod?
Dæmp, min Sang, din bitre Klage,
Hun var dog for from og god.
I, som lytte til min Røst,
Jeg for jer har ingen Trøst:
Græd i Nætter, græd i Dage,
Livet grædes ej tilbage.