P.L. Møller (1814–65)

Se, da gned sine Hænder hans gamle ærværdige Fader;

Talte med taarefyldt Blik til sin bedagede Viv:

„Ej en eneste fed Kalkun, hvis længer du lader

Drengen krige med dem, mere beholder sit Liv.

Kone, lad mig da høre din vise, forstandige Tale! —

Ofte gavned du mig med dine herlige Raad.

Mangen er falden i Kamp og Resten har ingen Hale

Visselig Faren er stor, kræver en mandelig Daad.”

Se, da sin Mund oplod den dybt bedrøvede Moder;

Dog, hun sukkede først, før hun fik Tungen paa Gang:

Men da lød det som naar en Passage af mozartske Noder

Synges med Sonntags Brysts liflige Sølvklokkeklang.

„Mage! giv Dig tilfreds!” — saa klukkede Nattergalsrøsten;

„Stamhanen lever endnu, stolt af sit graalige Skjæg.

Og den rødgule Høne jo kommer med Unger til Høsten,

Som du veed, jeg igaar lagde paa tredive Æg.

Drengen imidlertid fjærne du kun fra de krigerske Sysler,

Send ham til Byen i Fart, under Latinskolens Tvang!

Der han glemmer vel snart sin Lyst til slige Skærmysler,

Der ham ej egger til Kamp Fjendernes pralende Sang.”

Derpaa hun tav: da mæled igjen den ærværdige Fader:

„Hustru, snildt var dit Raad, jeg det vil følge paa Stand.

Endnu idag skal han vandre med mig paa Kjøbstadens Gader; —

Engang dog bliver maaske han til en præstelig Mand.”

Næppe havde han talt, før han bød for Karossen at spænde

Skindmæren, og med sin Søn drog til Latinskolen flux. —

Drengen man modtog med Glæde, og hvordan det sig monne vende,

Han under anstrængt Flid — snart avancered til Fux. —