Mandeltræers milde Skygge —
Et Symbol paa Bitterhed og Sødme,
Amor Templet lod for Elskov bygge,
Bitter-sød, selv i dens første Rødme.
Skjønne Spanierinder dandse, fulde
Af den underlige, hede Flamme,
Mens i Vaaren dufte stærkt de hulde
Mandelblomster ned fra Green og Stamme.
Men naar Høstvinden sig kælen bugter
Om Orangerne, der gyldent gløde,
Bringer ogsaa Mandeltræet Frugter, —
Amor lig, dels bitre og dels søde.
Og et Mandeltræ er Ungdomsdage,
Blomsterne de Haab, som yndig smile;
Mandlerne de Indtryk, som tilbage
Blev af Nydelsen og Skæbnens Pile.
Spanierinderne, det er vi alle:
Nogle af de bitre hade Smagen;
Andre derved blot i Tanker falde,
Plukke saa de søde næste Dagen.
Syge Sjæle lide kun de søde;
For de bitre deres Nerver sitre.
Hvor Natur og Kraft og ej den bløde
Svaghed hersker, nydes og de bitre.
En, hvem just i Livet her, det syndige,
Af de bitre rige Skatte gaves,
Ofrer nogle: saa forsikre kyndige,
Og af dem Makroner kunne laves.