Hvor Sommeren dufter vidunderlig frisk!
Lad Vognen nu rulle med Hest og med Pisk!
O hør hvor det synger fraoven:
„O kom dog, o kom dog i Skoven!”
Du Baad, som kan fare med Røg, uden Sejl,
Lad Hjulene hvirvles i Vandfladens Spejl!
O hør, hvor det hvisker fra Voven:
„O kom dog, o kom dog i Skoven!”
Hvor Vejret er himmelsk! ja den skulde dog
Faa Skam, som sad hjemme idag i sin Krog!
Det kvidrer i Luften foroven:
„O kom dog, o kom dog i Skoven!”
I Venner, kom hid, tag Hat og Stok,
Og lad os da til Forandring
Forlade Stadens Myreflok,
Og drage paa lystig Vandring!
O se, hvor hun hæver sig frem.
Omviftet af susende Vinde,
Den danske Skjønhedsgudinde
Af Bølgernes skummende Hjem!
Hurra!
Af Bølgernes skummende Hjem.
Hvor Farven er skjøn, hvor moderøm
Hun aabner de fyldige Arme;
Hvor sødt hendes Aandes friske Strøm
Kan svale Hjerternes Varme!
Med det søgrønne, duftende Haar,
Hvor Droslen synger i Skygge,
Hvor Elskovsguderne bygge.
Hist paa Kysten hun vinkende staar.
Hurra!
Hist paa Kysten hun vinkende staar!
Men ak en Torden trækker alt til os hist fra Nord.
Et uberegnet Tusmørke standser Glædens Ord.
Træerne saa alvorlige, forbittrede staa:
Det er nok bedst et Øjeblik her indenfor at gaa.
Nu har det rast og lynet, nu har det regnet ud,
Men nu begynder Skoven jo at regne!— Du min Gud!
Hvert Blad er vaadt! — Ti stille, se Solen bryder frem;
Med sit forgyldte Klæde den smukt aftørrer dem.
Det lille Dampskib skynder sig saa godt som det kan.
Det ruller gravitetisk langs den dejlige Strand,
Propfuldt, — og se, med Kikkert hvor een til Tidsfordriv
Staar og betragter Strandvejens idylliske Liv! —
Hvor alt saa frisk og køligt nu dufter om os rundt,
Og ingen Støvsky truer vort Øje med ondt.
Se smukke Damer færdes bag hver en Gitterport,
Saa lystige! — hvor kjedeligt, at strax vi føres bort! —
De andre passiare om Dit og Dat, men jeg,
Jeg sidder tavs og tænker: ak hvem der havde sig
Saadan et lille Lyststed i stille, landlig Ro,
Og saa en yndig Hustru, en Søn eller to! —
Nu er vi her.
Hvor tætte Træ’r
Beskjærme Folkets Færden.
Her Sværm og Sang
Og Sfæreklang
Fra Dyrehavens Verden!
I Miniatyr
Sees vilde Dyr
Af Folket, sammenpærset.
Et Mikroskop
Gi’r Kæmpekrop
Alt smaat i Universet.
Kom nu og sig,
Poetisk-rig
Er ej hin viltre Færden! —
Her er jo Spejl
Af Dyder, Fejl,
Ja fast af alt i Verden! —
Paa Bræddebalkonen den høje,
Der sidder med gulbrun Kind,
Med det sorte, rullende Øje
Den pelsklædte Beduin.
Ned seer han paa Folket, som Sultan han var,
I Skjægget han damper helt stolt sin Sigar;
En venlig Alf ved sin Side han har,
Saa hvid som Sne —
Kom hid og se
Den store Rhigas og den lille Abdallah! —
Mit Hjerte vemodig gyser:
Med stille, lidende Sind
Den lille sidder og fryser,
Og svøber i Kappen sig ind.
Det er, skjønt af Aar saa faa han har.
Som om paa en gammel Kummer han bar,
Som Hjem og som Lykke ham røvet var —
Men alle staa
Og stirre paa
Den store Rhigas og den lille Abdallah!
Det er som de sukkede lønlig,
De smukke uskyldige Træk,
Som talte de tavst, men bønlig;
„O tager herfra mig væk!”
Det er som om Øjet sagte bad.
Som Tanken fløj højt over Bøgens Blad
Til Alpernes Luft, — nu forsvandt han — hvad?
Pistolskud — hør! —
Nu Kunster gjør
Den store Rhigas, Madamen og lille Abdallah.
Højt fra Jord mod Træets Top
Gaar med røde Sokker
En Bajas ad Linen op,
Pøblen om sig flokker, —
Lader saa som om han gled —
Folk beundrer Dandsen,
Selv trods „Roat, som faldt ned,
Skjønt han holdt Balansen.”
Her Vaflerne brases,
Tyrolerne synge.
Der snakkes og spases
Af Folket i Klynge.
Man puffes og snubler og seer paa hver anden,
Man skilles og finder igjen til hinanden.
Her var det jo Jøden
Røg Tobak og aad Blaar:
Er forhindret af Døden
Han ej her iaar?
„Ja med Træets Sanger han samles i Løn.
Men hans Kunster, o Held, gik i Arv til hans Søn.”
Staa stille her, vend Blikket fra den støjende Kommers,
Fra Ballonerne, som svinge paalangs og paatværs!
Se gjennem denne Aabning, hvor Skoven dog er smuk,
Og skjenk dog og Naturen et lille Hjertesuk:
Terrasseformig hæver sig den bakkede Grund.
Et Gab i Midten aabner sin uendelige Mund.
Paa begge Sider herlige, ranke Bøge staa,
I Mosen og i Højden med grønne Salopper paa.
Jeg tænker, de samtale om Adskillelsens Savn,
Ønskende at springe hverandre i Favn.
Fjærnt gjennem Gabet viser sig Himlen blank og blaa,
Den drager vor Tanke did, hvor Øjet ej kan naa.
Det kvæger, det forfrisker, fra Jordens Larm sit Bryst
At hæve, og dvæle ved en højere Lyst. —
Farvel du klare Himmel, hav Tak for Æterduft!
Nu vende vi tilbage til den lavere Luft.
Hvor har vi vel Kaptejnen paa Frederiksteen?
Her staar et Par Bønder, en Borger derhos.
Hvad om vi her stilled i Nærheden os?
Bonden tituleres naturligvis „De,”
Der spørges „om Herren er kommet at see
Paa Kunster, eller om blot for en Drik
Af Kilden, man Æren at see ham fik?..
Han svarer, „Jeg kom for at røre mine Been
Og høre Komedien om Frederiksteen.”
Han betaler sin Styver og Manden smaaleer,
Mens han sig ærbødigst den Ære udbe’er.
At Herren vil komme til næste Aar
Med hele Besætningen fra sin Gaard.
Savojarden bærer sin Abe paa Arm,
Smukt pyntet med Trøje, Buxer og Hat.
Den tager mod Mønt; ved sin Herres Barm
Den gjemmer den sparsomme Kobberskat.
Den hilser med Hatten, seer fornemt omkring
Paa Folket, som staar i en tætsluttet Ring,
Og se, hvor den mimrer med sorten Mund, —
Men hvor er den hvide Pudelhund,
Som Aben saa net kunde ride?
„Ach meine Herr’n, er war so gut,
Er hat so schön mit dem Affen gespielt;
Die Bösen, sie haben gegossen sein Blut,
Im Sterben er hat so den Boden gewühlt.
Zu Koppenhag’n da war ich gegang’,
Da ward es dem Treuen so lang’ und bang’, —
Er biss sich schon los mit einem Strich’,
Aber als in der Meng’ er suchte mich.
Da haben s’mir ihn geschossen.”
O mindes I Hunden, saa fuld af Liv,
Saa smuk, med de dybe, alvorlige Træk?
En lønnet Dagdriver til Tidsfordriv
Har tankeløs pustet en Livslys væk,
Langt mere klogt, langt mere tro.
End mangt et, som gaar stolt paa to. —
Mon den, som bærer et Skilt paa Bryst,
Skal være døv for Naturens Røst,
Ej Hjerte maa have forinden? —
Du stakkels Blomst fra Savojens Jord
Med den smilende Dal, med det høje Fjæld!
Naar du kommer hjem, hvor din Moder boer,
Og sidder hos hende ved Arnen i Kveld, —
Udaande du kan da din dybe Sorg,
Over ham, som dig fulgte i By og Borg;
Og sukke: aussi j’ai vu dans mon voyage
Au nord un pays presque sauvage,
Les hommes mon chièn y mangèrent.”
Hvad er der for et Spil?
Se, hvor Folk strømmer til! —
„Kommer hid, hvo som vil
For sex Skilling skue sin Fremtids Brud!”
Hviken herlig Idee!
Tjene Penge som Sne
Det gjør han, — lad os see,
Hvad os Lykken vil betee
I sin dybe Négligé. —
Men man kommer jo her hverken ind eller ud! —
Jo tys, nu gik det an! —
Lykkestjerne, kom an!
Jeg trak Jupiter; men ogsaa flad man maa lade sig presse,
Ah, mit Hjerte staar i Brand! —
Her i Kassen jeg kan
(Gjennem Glasset jo skue den yndigste Sæbeprindsesse.
De andre maa min Kone see, —
I understaar jer ej at lee! —
Der er Skam nok for Øjet.
„Er Herrerne saa fornøjet?”
Nu er al Ting jo seet;
Kjære Venner for eet
Maa vi dog ligegyldig ej lukke vort Blik.
Der bør ofres et Vers
Til den usnørte Skjers,
Som gaar ud fra den lille bekjendte Butik. —
Folkepoesiens Sol,
Stærke, dristige Symbol
Paa det Liv, vi røres i,
Seet i dets Disharmoni! —
Ved din værdige Ægtemands billige Harm,
Ved Madamens Diskant, ved din Læredrengs hungrige Tarm,
Ved dit aristofaniske Spil,
Jeg forsikrer dig til:
Medens Lystighed lever paa Sjællands Ø,
Hvor den Udsigt er skjøn! — se den krusede Sø,
Og Landskrona saa nær, som den laa paa vor Ø!
Se Hveen og Trekroner og vor trægrønne Kyst! —
Ja her kan man spise og drikke med Lyst!
Men hvor faa vi Plads? det begriber jeg ej, —
At erobre den Stue, som er lejet, — nej, nej,
Det gaar dog ej an! — „Jo kom I kun herind,
Beboerne spadsere i Aftenens Vind.”
(Sigarren og Herkules).
Hvor den elskovssvangre, søde
Skumring falder paa med eet! —
I et Lysthus sidde tvende;
Jeg vil være indiskret.
Listig smilte hun og sagde:
„Siig, vil helst du have den
Brune, duftende Havanna,
Eller helst et Kys min Ven?”
Herkules paa Skillevejen
Stod i Tvivlens haarde Baand.
„Fristende, Sigar, du dufter,
Taber dog mod hendes Haand?
„Kyssets Smag er himmelsk, dog det
Evig jo gjenføder sig — ”
Saa han tænkte, talte fattet:
„Først et Kys du give mig!
„Saa Havannas Barn du holde
Over Daab ved Lampens Lys, —
Er den røgt, da som dens Gravøl
Giv mig kun igjen et Kys!”
(Skovshoved).
„Hurra, vor Far er kommet hjem!
Nu rask til Bords og Nadver frem,
Og skjenk saa Fatter en Hiver!
Du Kris’jan rejs din dovne Krop,
Naar Far har spist, spring hen og stop
Ham en af de stakkede Piber!
Lise min Tøs, knyt en Maske paa Garnet,
Peter saalænge han vugge med Barnet.
Hans min Dreng,
Før du gaar i Seng,
Slæb Marsvinet op af Baaden!”
Nu sidder den gamle glad og fri
Og seer efter Folk der kjøre forbi,
Mens Skyerne rulle foroven.
En Vogn gjør Holdt: „Skjøn Aftenstund!
Hil være dig Fisker i dit Pavlun, —
Nu komme vi hjem fra Skoven! —
Kjære, tillad jeg Sigarren maa tænde,
Den har en Læk, men den skal saagu’ brænde.
Tak og Godnat!
Ah, Lise, min Skat
Vi sees vel i Byen imorgen!”
Nu er vi hjemme; se den gamle Bolig
Ved Søens blidelig bekruste Bred!
Se, hvor de sidste Straaler smukt fortrolig
Med Græsset og med Bølgen tales ved!
Hele Naturen, højtidsfuld og rolig,
Beaander os med Kjærlighed og Fred.
Og Damerne, tro mig, de vente glade
Paa Baadens Gliden over Søens Fade.
”Vil de her paa Knæ os skue?
Det er ikke mørkt endnu!
Jeg forsikkrer, bedste Frue,
Baaden skal ej gaa itu!
Hvis galt skulde være,
Vi skal paa min Ære
Med Damerne svømme iland.”
Se, nu tror jeg, Pandens Skyer
Svand; saa kom da yngre Slægt,
Glem ej tvende Paraplyer,
De som Sejl gjør god Effekt.
Nu hurtig i Baaden!
Ud Aarerne, saadan,
Nu pile vi rigtig afsted. —
Se, hvor det skumrer fra Bredden,
Stille spadserende neden
Skal vi nu lade os drive
Sagte som Bølgerne vil?
„Nej, vi maa lade det blive,
Himlen alt dækker sig til.”
Broen kaster sin Skygge
Ud som et dunkelt Slør.
Derunder aande saa trygge
Vandets de mystiske Møer.
Leer de nu ad mig derhenne?
Er det da uskjønt at tro,
Ej blot den Luft, som vi kjende,
Yndige Væsner bebo? —
Dunkeltskyggende Lunde
Hvælves i Dybet. Vi ro
Hen over dem. Der I kunne
Tro mig, Undinerne bo.
Himlen er ogsaa dernede,
Se, hvor den svømmer os nær!
Folder sin Vinge, den brede,
Ømt om de bladrige Træ’r!
Skyerne skyndsomme glide,
Træde den tavse Dands,
Skamfulde, som om de vide,
Solen kun laaner dem Glands.
Nogle som snehvide Duer,
Næb imod Næb, i mit Spejl
Dybt her i Søen jeg skuer,
Andre som udspændte Sejl.
Baaden flyder saa stille,
Som det uskyldige Sind,
Luften med kølige, milde
Hænder klapper vor Kind.
Vognenes Larm i det fjærne
Taber sig; Løvet derved
Bæver. Den første Stjerne
Blinker i Bølgerne ned.
Vovens bløde Ryg vi tvinge,
Gynge hen med raske Tag.
Lad nu frit og muntert klinge
Sang til Takt af Aarens Slag, —
„Firstemmige Sange!”
Er Damerne bange?
Her kan man jo vade i Land.
Søen hviler, som den lytted,
Træ’r og Buske stille staa.
Sødt af Aftenro beskyttet
Sangens klare Aander gaa.
„Nu maa vi nok vende!
Men se ham derhenne,
Gud veed, hvad han tager sig for?”
„Kun i let og flygtig Skitse
Vilde jeg med Blyantsod
Lidt af Skjønheden afridse
I og udenfor vor Baad.
Det Syn er for yndigt,
Det var saamæn syndigt,
Hvis det skulde ganske gaa tabt!”
Grumme Damer skal vi lande?
Tier Sangens Tonefald?
„Ja, vi vil ellers kunde strande.
Naar vi vel er hjemme, skal
Til Slutning vi synge
I Haven i Klynge
Naturen vor Tak for idag.”
Hvad hele Haven oplyst er!
Se Lygteglands og Lampeskjær!
Og smukke Masker vandre her
Iblandt de tætte Træ’r.
Det var en aldrig anet Fest,
Maskeer sig hver, som han kan bedst!
Yndige Blomsterpiger
Svæve med Kurv paa Arm.
Under et Nonneslør stiger
Kjækt en ungdommelig Barm.
Hist en Student som Kriger,
Her staar en Brandmajor.
Spiller ej smaa Intriger
Han med et bølgende Haar?
Tavs som en Kæmpe histinde
Tempelherren jo staar.
Derfor saa ensom han gaar.
Spøgelser komme, de svinde
Atter med luftig Larm.
Himmel, bevar os for hende,
Hist i Alleen, — mon ikke vi drømme? —
Lejret om blussende Baal,
Røvere, jydske Zigeunere, tømme
„Den varme Purpurskaal.”
Er det et Karneval?
Improviseret Bal?
Er man i Danmark, eller i Rom?
Det er det samme. Kun hurtig, kom
Det var en aldrig anet Fest;
Maskeer sig hver, som han kan bedst
Nu slukkes alle Lamper.
Hør Nattergalens Slag!
Den gamle hist kun damper
Med Pibens sidste Drag.
Han trykker ned sin Hue
Og vandrer i sin Stue.
Han Vinduet lukker
Og sagtelig sukker:
„Godnat!”
Ej længer Myggen surrer,
Og Hingsten slumrer sødt,
Og ej en Hund der knurrer,
Og Fuglen hviler blødt.
Ak nu er alt saa stille,
Vi hjem os liste ville. —
Sov vel lille Sanger!
Sov vel stolte Ganger!
Godnat!
Nu tændes alle Lamper
I Nattens dunkle Slot,
Mens Træet staar og damper,
Og drømmer vist saa smaat.
Kun Dagens trætte Vinde
Omsværme som iblinde.
Sov sødt alle kjære!
Velsignet I være!
Godnat!