P.L. Møller (1814–65)

Der var en Ungersvend — det gik

Skjævt for ham med Uhrmageriet.

Han tænkte: blot man Verden fik

For alle Skjævheder befriet!

I Hast han tømrer — kun en Seng;

Paa hver uheldig lille Pige,

Og hver i Formen feilfuld Dreng,

Han jævner Alting lige.

Men denne snildt udtænkte Seng

Blev ham til en Aladdins Lampe.

Hans Lykke staaer som Græs i Eng,

Dens Skyer er — Havannadampe.

Og Kjærlighedens Sommersol

Ham huldt et Fredspaulun bereder,

Han har en Krølhaarslænestol,

Og nyder Faderglæder.

Han er en Drot, en Borg hans Hjem,

Hvor Bægret lokker Sang fra Læben.

I Alt han forud er for dem,

Som saae Geniets første Stræben:

Vi bøies under Skjæbnen haard,

Den tidt os slemt i Stampe sætter; —

Langt bedre Sagen han forstaaer,

Thi han paa Verden retter!