Jeg er dig tro, min Ungdoms Lyst,
Min første Religjon.
Jeg er dig tro, du milde Trøst
Mod bitter Illusjon.
Jeg er dig tro, du stille Fred,
Som end besøger mig,
Og aldrig skal, o Kjærlighed,
Jeg vorde død for dig.
Der var en Tid, da du var ung,
Mit Hjertes Ideal.
Nu ældes du, din Gang er tung,
Og snart du visne skal.
Din Kind og Barmens Bølgehav
Ej svulmer højt som før;
Din Skjønhed ligger i sin Grav
Længst som et knækket Rør.
Og dog der gaar en Melodi
Fra dine Øjne blaa,
Som siger, Livets Poesi
Kan ingen Tid forgaa.
Og dog der paa din Skjønheds Grav
En Tankerose staar,
Som breder over Mindets Hav
En evig Ungdomsvaar.
Jeg er dig tro, du varme Bryst,
Som rensed med din Ild,
Og frelste mig til sikker Kyst
Fra Foraarsstormen vild.
Og intet fremmed Billed Sted
Har fundet i min Sjæl.
Du lever der, forklaret ved
Ideens Straalevæld.
Du lever der, du har mig kjær,
Du misforstaar mig ej.
En Lygte for min Fod du er,
En Stjerne paa min Vej. —
O det er sødt at være tro,
Da tør man frit gaa ind.
Og hvile, hvor der findes Ro
For det betrængte Sind.