Der gik hun; som en svævende Dryade
Hun kom og svandt bag tykke Lindestammer,
Og hendes Skjønheds bølgelette Flammer
Mildt blussed i Gevandtets Rosenblade.
Og Øjnene saa frem, uskyldig glade, —
O Blik, som Mod og Sans paa een Gang lammer!
Men sænktes strax, som anende den Jammer,
Den Sorg, hvori sig mine Tanker bade.
Vemods Kaskade, som min Sjæl bedugged,
Skal aldrig du til Glædens Harmoni
Dig hæve? vil min Ro du evig hade? —
„Stands blot et Øjeblik!” jeg sagte sukked,
Dog ubønhørlig, i det fjærne, fri
Svandt Alfen i Gevandtets Rosenblade.
Kun Duften blev tilbage; som et Minde —
Hin Aande fra en overjordisk Sfære,
Der under Tvivl og Kamp dog veed at nære
Det hellige, saa det kan ej forsvinde
Af Støvets Bryst: — lig Nordens kolde Vinde,
Som Livet kun en Vinterstund fortære;
Men Vaaren bryder frem med Duft og Ære,
Og fromme Tanker atter mildt oprinde.
Ak ingensinde skal jeg her i Livet
Dig selv tilhviske, hvad der lever inde
Tavst i min Hu: — men, naar det kun er givet
Mit Blik dit Billed stundum her at finde,
Om og i Stormen tidt jeg ligner Sivet,
Det hellige hos mig skal ej forsvinde.