Gid jeg var der! — det Ønske tidt mig stiger
I Sindet med en gammel Længsels Lyst,
Naar sky og ked jeg Stadens Larm undviger,
Og søger Ro kun ved mit eget Bryst.
Naar Stormen pisker og naar Regnen strømmer,
Naar Løvet falder gult og vissent ned.
Og jeg om glade Barndomsdage drømmer,
Og hine Tiders søde Himmelfred;
Da føler jeg, hvor ene jeg dog er,
Da ønsker jeg saa tidt, gid jeg var der! —
Og naar en Dag af Taagens Hav oprinder, —
En Immortel i Aarets Bladekrands;
Hvor i eet Brændpunkt alle kjære Minder
Sig bryde stærkt, med liflig Straaleglands,
Jeg blir saa varm, da faar min Længsel Vinger,
Trods Vinterens Melankoli dens Røst
Sig over Land og over Bølge svinger
Til Hjemmets lune Stuer fra mit Bryst. —
Men Sangen trænger til et skaansomt Øre,
Som paa dens simple Klang vil venlig høre.