Aftenen er skjøn. O lad os træde
Paa Balkonen ud til Havets Bred.
Svøb om Halsen tæt det varme Klæde,
Tag for alting varme Hjerter med;
Ellers fryser man ved Maanens Skjær:
Luften er saa klar, men kold tillige. —
Naar Natur din Varme kølnet er,
Maa fra Mennesket til dig den stige.
Maanen hviler. I de bløde Skyer
Trykker den sit Hoved længselsøm,
Og de lyse Lokkers Glands fremgryer
Bølgende som i en yndig Drøm.
Og de sænkes ad usynlig Vej,
Mens det bliver klarere foroven,
Ned i Sundet. Skade kun den ej
Selv kan see, hvor smuk den er, i Voven.
„Se, hvor skjønt, fortryllet alt sig viser,
Koldt dog som et Isslot for vort Blik!”
O ja, dette mystiske jeg priser,
Denne milde Varmes Romantik.
„De staar nok i Tanker?” o tilgiv,
Ja ved Gud, jeg troer, jeg stod i Tanker,
Tænkte paa et solomstraalet Liv,
Paa et Bryst, som frit og kjærlig banker.
Død snart den Natur er, som os førte
Stundum sammen i sit grønne Skjød.
Kunsten nærmer sig de faa, som hørte
Glad og sjælfuldt, naar dens Stemme lød.
En af dem er de; — jeg mærked det
De Minutter før, da vi var ene,
Ja, henfarne Sanger, du har Ret,
„Det er tungt, man skal gaa hjem alene.”
Pris for Aften dog; da staar den glade
Sommer stivnet i Oktobers Luft.
Da kan ingen see de gule Blade,
Svagt Reseda sender end sin Duft. —
„Det er koldt.” Ja Donna, de har Ret,
Kulden dæmper Havets Orgeltoner.
Det er koldt, men hos mig brænder det
Som titusind Julirevolutioner. —