Hvor er jeg, hvad omsuser
Mig koldt og venlig dog, mens Orglet bruser?
Som Vingeslag det vifter
Af Aanderne fra gamle Graves Rifter.
Det er som dette Sted
Opløfted, ja bevinged mine Fjed,
Som sig min hele Tanke
Svang op med Buens løvsalslyngte Ranke.
Umaalelige Himmel!
Hvælving befæstet paa din Pillevrimmel!
Du, som for tusind Slægter
Gav Fromhed Vingerne, den selv ej mægter,
Sku paa min Andagt ned!
For dig, Symbolet paa den evige Fred,
Tilbedende jeg knæler.
Og Nordens Aand som Kristen mig besjæler.
O Tempel, kæmpebuet
Som rejst for hele Nord, — jeg har dig skuet,
Og svimlende mit Øje
Sig fra din Storheds Dyb løsrev med Møje
Du Seklers Guddomsord! —
Som Skyslot svæver fjernt det høje Kor,
Der troned Fortids Klerke,
Hvor intet Spor af dem vi nu kan mærke.
Det var fra disse Haller,
Et Brændpunkt i en længst forsvunden Alder
Forklared Slægtens Styrke
Med Flammen, som var slukt i Tider mørke;
Udstraaled overalt
En Tro til Liv i Kjærlighed kun kaldt;
Indpoded Kraftens Norden
Den Kvist, som Thor ej fostred med sin Torden.
Du, milde Psalmetone,
Lod Kvisten foldes til en mægtig Krone,
Hvis Skygger monne frede
Kulturens ynderige Blomsterbede.
Nu Treklangsharmoni
Ombølger Lysets Aand, for Tvedragt fri:
Hvo, som for Nord vil virke,
Bør helliges ved Bøn i denne Kirke.
Hvor Tvillingtaarnet stræber
Højt, som mod Moderbarmen Barnets Læber,
Jeg dvæler end og bange
Betræder de uhyre hvalte Gange; —
Da var det som fra Øst
En hellig Frihed nedsteg i mit Bryst,
Og bar mig som indviet
Til Koret op, til Altret, Sakristiet.