Hil ligge du paa dit Leje af Straa,
Du, som vi saa længe har hadet!
Forsand, nu skal dog vor Arm dig naa,
Saa du skriver ej meer i Bladet.
Du har vovet at pege paa Fejl hos os,
Som vi een Gang nu ej vil have.
Nu skal du faa Løn for din frække Trods,
En Tid vel du falder i Stave.
„Jeg er jo en værgeløs, tag, hvad I vil,
Brændt ere min Vinges Fjære.
Og pletter kun bravt mit Rygte til;
Jeg kan det vel snart undvære.”
De toge hans Bog og hans sidste Brød,
De toge fast alt, hvad han ejed.
De lukkede til for hans bitre Nød,
Som hvilte hos ham paa Lejet.