Mod Træet lænet, med sardonisk Smil
Han i Alleen stod, hvor Folkets Vrimmel
Sig bølged sladrende, med harmløs Il,
Til Søndagsfrihed under aaben Himmel.
Det stakkels Folk gav ikke mindste Agt
Paa ham; blev ved i Ro at jubilere.
Sund Livslyst satte det mod syg Foragt,
Hvormed han sagtens vilde imponere.
Ved et ukritisk Ord, godmodig Snak,
Ved hver Figur, som kunde Smagen saare,
Hans Mund sig i en haanlig Fold fortrak, —
Og han — er selv maaske den største Daare.