Jægere.
Før troed man, Amor højst egenhændig skød,
Og ikke holdt Tropper i Sold eller Brød;
Men dengang hans Bue ved Sliddet var brudt,
Ruinen han solgte, kjøbte Kugler og Krudt,
Og Geværer: „man maa jo” — saa knurred han tidt,—
„For Fanden dog lidt med sin Tid holde Skridt.”
Nu har han Skarpskytter med klingende Spil;
Som viis General han selv kun seer til.
Der fyres „en masse” som Lynet fra Sky.
Jeg taler af Erfaring: enten bliv eller fly! —
Der fyres med Øjne, med Skuldre, med Been,
Og med — Guld! — men man maatte jo være af Steen,
Hvis ej, naar den første Slagfeber var omme.
Man aabned efter Sigt baade Hjerter og Lomme!
Tamburer.
Siig husker du, dengang da vi var mindre,
Da troede vi, at Tevand, Lys og Luft
Var nok til Lykke, naar blot i vort Indre
Det mangled ej paa Elskovs Rosenduft?— o. s. v.
Nu gaa vi som brølende Løver og sluge
Enhver, hvem vi synes kan lade sig bruge.
Enhver, som har Embed og Penge, kan komme:
Til „Fremtids Lyksalighed” røres vor Tromme.
Piberen.
Hør Tonerne trille, saa søde, saa stille,
Mig lærte den lille Gud Amor at spille! —
Jeg vil ved Gud gjerne i dig mig forlibe,
Naar bare — du dandse vil efter min Pibe! —