Den første, han var ingen Verdens Ting,
Men varmt han elsked. Dog da Maden mangled,
Saa fik hun Bank. Da saa hun sig omkring
Og mildt med Øjets Medesnor hun angled.
Snart fik hun sig en gavmild Kapellan;
Men for sin Stilling at konsolidere
Ved en fornyet, „hellig” Ægtestand,
Hun lod sig fra den første separere.
Dog selsomt, skjønt hun siden fleer husvalte,
Ved Giftetanken svandt al deres Ild;
Om huslig Lykke dog saa skjønt hun talte,
Og for sin egen Skyld kun elskes vil.
Hver Pebersvend og Enkemand tilskjeler
Hun ømt; selv Musesønner er hun huld,
Og i en slet Uendelighed deler
Hun dette Hjertes tyndt udspundne Guld.
Nu er hun hen imod de fyrretyve,
Men ufortrøden end hun gaar paa Jagt.
Dog af en Mængde yngre Hjertetyve
Hun snydes, hvor hun faar en Snare lagt.