Jeg stod i de lyse Haller —
Ja dejlig, det er hun ved Gud!
Hendes Læber er som Koraller
Og som et Krystal hendes Hud.
Og rank som Bøgen i Lunden,
Og Øjnene flammede ret
Som Stjerner, naar Midnatsstunden
Udspænder det glimrende Net.
Og Barmen var rund og fyldig,
Den trodsed det døde Bur,
Og Haanden — — ja intet hun skyldig
Blev Skjønhedsgudindens Figur.
Jeg stirred, til Pletten bunden
I Sandhed som ved Trylleri;
Blot aldrig hun aabnede Munden, —
Ak, da var det hele forbi!