I Middagsstunden, efter Vagtparaden,
Naar Foraarssolen sender milde Straaler,
Og du da vandrer gjennem Esplanaden,
Og Vaarens Fremskridt glad dit Øje maaler:
Og naar du haster, for dit Bryst at bade
I Søluft frisk fra Redens stolte Bølger,
Da skuer du, ak uden Rod og Blade,
En Sværm af Planter, som Instinktet følger.
Dog ej Naturen den fremskyde lader;
Paa Modens Bud kun her den vegeterer.
Det er ej Alfer, det er ej Dryader, —
Det er kun pyntede Døgnkavalerer.
De dufte, saa man knap kan drage Vejret,
Manskjetter, Hat og Sprog — alt er paa Moden.
De bær Lorgnet, det tynde Haar friseret,
Og Permissions med Snabler ud paa Foden.
Men der er rædsom Tomhed under Hatten,
Langt meer fast, end hos Moren eller Tyrken;
Og under Vestens Smykker og Rabatten,
Der strækker sig Saharas vide Ørken.
Hvis een du kjender, kjender du dem alle,
Ej een har mere Aand, end Kammeraten.
Eliten af beau monde de selv sig kalde:
O stolte Fremtidshaab for Dannerstaten! —