O liflig er Luften, og dufter saa sund,
Og Tiden gaar sødt paa den herlige Grund,
Hvor Fosserne knuse
Og Granerne bruse, —
Men fremmede Fugl maa til Hjemmet dog ty.
Hvor Bøgene suse.
Hvad har vel til Afsked den fattige Fugl
At skjenke for Arnens det gjæstmilde Skjul?
For kjærlige Klynger
Af Hjertet den synger
En Sang — ak sin bedste, — før højt over Sky
Den hjemad sig gynger.
Naar Høstvinden rejser med Blommernes Duft,
Og Snetaager dræber den liflige Luft,
Da vil de vel glemme
For Stormene slemme,
Den fremmede Fugl, — og ej mindes den bly,
Vemodige Stemme.
Men hvis de, naar Vaaren gaar grøn over Vang,
I venlig Erindring gjentage dens Sang,
Skal den lille Muse,
Her sidder tilhuse,
Dem svare som Ekko i Kveld fra sit Ly,
Hvor Bøgene suse.