Dit Hjertes Knop, o Bjergets Mø,
Sprang ud, du drak af Livets Kilde!
Og i dit Ildbliks rene Sø
Nyfødte Glædesstraaler spille!
Naar i den tause Nat din Ven
Dig favner, kysser din Purpurmund,
Du glemmer hele Verden for den,
Som flygtig Sandseruus søger kun! —
Hvad Sprog, hvad Sang, hvad Farve maler
Din Kind, dit Blik, hint Tonevæld
Af din uskyldige unge Sjæl,
Naar til den Elskede du taler:
„Ræk, skjønne Slave, mig din Haand!
„Glem ved mit Bryst i bløde Baand
„Din Frihed, dine Fædres Lande!
„Jag Taagen fra din høie Pande,
„Opklar dit smertefulde Blik!
„Med dig jeg glad i Ørknen gik, —
„Hvis eengang du tilhvisked mig —
„O blot de Ord: jeg elsker dig! —
„Min Sjæls Sultan, mit Hjertes Gud,
„Viid, ingen Mand har ført mig som Brud
„Til Leiet, Ingen min Læbe kyst,
„Og Ingen jeg trykket har til mit Bryst,
„For dig — mit Liv, min eneste Lyst! ...
„Tidt i de stille Sommernætter
„Har Bjergenes sortøiede Søn
„Mig fulgt i Dal og over Sletter —
„Og aldrig har jeg hørt hans Bøn.
„Den Ubønhørlige man mig kalder, — —
„Og dog — hvad gavner mit Rygte mig!
„En grusom Skjæbne nærmer sig, —
„Snart Skjændsel paa mit Hoved falder.
„Du kjender ikke min bittre Kval:
„Snart sendes jeg til — ukjendt Strand,
„For Penge solgt til — fremmed Mand,
„Hvem som Slavinde jeg tjene skal.
„Endnu engang omfavne jeg vil
„Min Faders Knæ med Bøn og Graad ...
„Men før jeg Livet vil sætte til,
„End friste denne forhadte Lod!
„En mægtig Trolddom mig fængsler til dig,
„Du skjønne Slave, i Liv og Død;
„Min brændende Sjæl har suget sig
„Til dine Øines dunkle Glød!”
Af Undren greben, af Smerte rørt,
Han paa den heftige Pige har hørt.
Ved hendes Tales flammende Strøm
Han synker i en tungsindig Drøm.
Kan hun udslette hin Erindring
Og svundne Dages høie Lyst?
Kan hendes Ild ham bringe Lindring,
Og sprænge Malmet om hans Bryst?
Har hun fra Sorgen ham forløst,
Fra Savnet, som hans Sind udhuler? ...
Nedad hans Kind en Taare flød —
Og den betyngede Pande skjuler
Han i det bløde Jomfruskjød:
„O ædle, kongelige Pige,
„Forød ei Elskovs Blomster brat!
„Lad for en bedre Mand de rige
„Perler af Sjælens Dybder stige, —
„O, vogt din Kjærligheds dyre Skat!
„Fly! — glem den Utaknemmelige,
„Hvis Hjerte er en stjerneløs Nat! ...
— „I en uskyldig Elskers Favn
„Du bør udaande dine Savn;
„Husvale hos ham din hede Sjæl
„I Talens underfulde Væld,
„I Flammekys og ømme Blikke! . . .
„Men i mit vildtbevægede Bryst
„Ulmer kun den forbudne Lyst!
— „O fly! — hos mig fremspirer ikke
„Dit unge, skjønne Hjertes Trøst ...
„En gammel Smerte blev min Arv,
„Den nager paa min Ungdoms Marv;
„En gammel Elskovs Saar jeg bærer,
„Til Livets Flamme sig selv fortærer! ...
— „O, at dit hulde Billed jeg
„I mine Drømme havde skuet,
„Dengang jeg stod i Livets Mai,
„Da fuldt af Haab mit Hjerte lued! —
„Nu ruger Nattens Taage sort
„Paa Hjertets Vaar! — Det er forsilde,
„Ak! lukt er Paradisets Port,
„Og frossen Følelsernes Kilde;
„Og dine Kjærtegns friske Ild
„Gjengjælder kun et stivnet Smil.
— „O Pige, mens for mig din Sjæl
„Udgyder Elskovs reneste Væld,
„Mens Tiden iler for dig og tyst
„Du smelter hen i salig Lyst,
„Og drømmer om elysisk Held —
„Da næres Ormen i mit Bryst,
„Da nager mig dens martrende Braad,
„Da kvæler jeg en frembrydende Graad,
„Da maner min Tanke dæmonisk frem
„Den skjønne Park ved mit fjerne Hjem,
„De lyse Marker, den stille Sø,
„Og — Billedet af en deilig Mø ...
„Jeg troer at eie da, hvad jeg savner,
„Min Ungdoms Elskte jeg troer at see, —
„Da troer jeg, at min Arm omfavner
„Den, som har voldt mit Hjertes Vee! . .
„See! jeg har aabnet dig min Sjæl, —
„Du kan ei Frelsen mig forlene;
„O, lad mig bære Tanken ene.
„Dschanuma! her ei længer dvæl! —
„Gjør ikke Afskedssmerten lang,
„Ræk mig din Haand endnu engang! —
— „Og lad mit Billed i dit Bryst
„Udslettes af ny Elskovslyst!”
— En Stund hun sad (ei Taare gød
Sin Køling over Smertens Glød)
Med aaben Mund — dog ei hun talte —
Hun sukked kun i Nattens Vind:
En mild Bebreidelse sig malte
I Øiet. Bleg var hendes Kind.
Da greb hun — som en forklaret Aand —
Kold, bævende, den Elsktes Haand:
„O Fremmede!” begyndte hun,
„Hvi saae jeg dig, hvi offred jeg
„Mit unge Liv — usalige Stund! —
„I Tid og Evighed til dig? —
„Hvi glemte jeg i himmelsk Lyst
„Den hele Verden ved dit Bryst?
„Saa salige, frydberuste Nætter
„Mig Skjæbnen aldrig meer forjætter;
„I denne Verden tænder sig
„Ei Lykkens Stjerne meer for mig ...
„Du kunde skaansom have gjemt
„Det Ord, som mine Drømme dræber;
„Jeg havde sødt bedaaret glemt,
„At Smiger boer paa Mandens Læber;
„Jeg vilde fulgt ethvert dit Fjed,
„Og hver en Time dig forsødet,
„Og naar du sov, dit Hvilested
„Bevogtet, — naar din Pande gløded,
„Sød Køling til den viftet ned.
„Men du, du følte kun bittert Savn,
„Naar jeg mest brændende gav mig hen —
„O Mand! du elsker — elskes igjen —
„Nævn mig den Lykkeligstes Navn,
„Som til dit Hjertes Lys du kaarer! ...
„Jeg kjender ogsaa Længsels Kval,
„Og ubønhørt jeg lide skal ...
„Tilgiv, — slig, du tilgiver ... tal! —
„O, driv ei Spot med mine Taarer!”
Hun taug, mens Sukkets stumme Røst
Høit hæved hendes skjønne Bryst.
I Natten Hjertet hørtes banke, —
Da sank — paa Knæe — hun for ham hen;
En stammende, ei udtalt Tanke
Paa hendes Læbe bæved end.
Han reiste blidt den unge Kvinde, —
Hans Røst var skjælvende og øm:
„Drag bort og stands din Klages Strøm
„Lad Taarens Væld ei længer rinde! —
„Viid, samme Skjæbne mig har rammet:
„Den Kvinde, som jeg elsker, ei
„Min stærke Lidenskab opflammed
„Blot til Medlidenhed med mig.
„Lig Ild, som sig paa Steppen tænder
„Og voxer til en vældig Brand,
„Den Ingen seer og Ingen kjender —
„Den slukkes kun af Ørknens Sand:
„Saa døer jeg fjernt fra Fædrelandet,
„Min Kiste Steppen være skal
„I Graven følger mig ei Andet,
„End Lænkens rustende Metal!” ...
Nathimlens matte Straaler blegned,
Alt Dagens Stjerne purpurrød
Snefjeldenes fjerne Tinder tegned
I klare Omrids med sin Glød.
Med sænket Hoved, sænket Blik,
De Tvende fra hinanden gik,
Med tause Haandtryk skiltes de ....
Skal de hinanden atter see? —
Fra den Tid Fangen sorgfuld, mørk,
Om mellem Teltene sig sneg.
Hans Liv var meer end for en Ørk,
Hvor Solen for ham sank og steg
Mekanisk langsomt. Aldrig veg
Den kvælende Tomhed fra hans Indre.
Hvert Haab om Frihed svinder hen,
Dschanuma seer han ei igjen,
Og kan kun som en Drøm erindre.
— Hver Nat, naar Antilop og Hind
De tætte Buskes Løv bevæger,
Et flygtigt Haab ham lønlig kvæger —
Da blusser en Rødme paa hans Kind,
Da lytter han til hver vestlig Vind,
Om ingen kjæk Kosak fandt Vei
Hid til hans fjerne Fangeskjul ....
Han troer at høre Raab, — dog nei,
Kun Drøn af Havets Stemme huul ...
Han kalder, — Vildtet strammes op,
Og flygter bort med raske Hop; —
Han skuffet blev, — — o falske Lyst! —
Kun Lænken rasler, — ingen Trøst,
Og ingen Frelsers Himmelrøst! —
En Dag forsamledes i Dalen
Den hele Hær af Bjergets Folk;
I Solen blinked Flint og Dolk,
Vildt vifted Gangerne med Halen, —
De fnyste, stamped, — Bidslerne klang,
Pandsrede Mænd i Sadlen sig svang,
Og ud paa blodigt Streifetog
Langs op ad Kubans Bred de drog ...
— Nu er det stille. — Nu Kat og Hund
Sig magelig bader i Solens Skin;
Og i den brændende Middagsstund
Nøgne Børn lege med Rosenkind.
De Gamle samle sig i en Kreds
Med lange Piber, saa veltilfreds;
Mens tæt sig hvirvler den blaalige Røg,
De stirre med Smil paa Børnenes Spøg
Og lytte tause til Pigernes Sang,
Som lød hen over den stille Vang:
Tscherkessisk Sang
„I Dybet ruller den stærke Strøm,
Om Høiene suser den natlige Vind.
Men Bjergkosakken i dyben Drøm,
Paa Landsen slettet, er slumret ind.
Kosak, tag dig for Søvnen i Agt —
Tschetschineren holder Nattevagt!
„Paa Floden svømmer Kosakkens Baad,
Hvor blinker hans Garn paa den klare Grund!
Pas paa Kosak! — husk, Bølgen er vaad,
Og let man synker ned paa dens Bund —
O, vogt Dig, vogt Dig for Strømmens Magt!
Tschetschineren holder Nattevagt! —
„Ved Floden mod Nord, hvor din Stamme boer,
Gaaer Dandsen lystig til Strengenes Klang.
Dine Brødre sig hvirvle i Pigernes Chor —
I Piger! hold inde med Dands og Sang! —
I Sangerinder! o, tag Jer i Agt ...
Tschetschineren holder Nattevagt!”
Forbi er Sangen — — I Aftnens Ro
Hin Russer sysler med Frihedens Drøm. —
Flugt? — deri hindrer ham Lænken jo.
Foran ham bruser den dybe Strøm.
Alt slumrer Dalen — Natten er nær —
Bjergene svinde hen i det Dunkle,
Paa Teltenes Tag med dæmrende Skjær
De blege Maanestraaler funkle.
Ørnen skriger ei meer til Strid,
Hjorten sover i stille Skove,
Fjernt kun fra Bjergene trænger sig hid
Lyden af Hestehjordernes Hove.
Han lytter — Nogen sig nærmer? — hør!
— I Mulmet flagrer et snehvidt Slør,
Med Graad i Øie, med lette Fjed,
En Kvinde søger hans Hvilested ...
Hun selv, — Bjergpigen, for ham staaer.
Om Skuldren bølger det mørke Haar,
Og Panden Kummerens Mærke bar —
Hun er en Skygge af, hvad hun var.
Ei tale kan hun, — et tvungent Smil
Kun bæver om den skjønne Mund,
Og see! i Haanden holder hun —
En Dolk, en sleben Dolk, og en Fiil.
Hvad vil hun? — har Hevnfurien ind
Sig sneget i det unge Sind? —
Dschanuma længe stille stod,
Sit Blik paa Fangen hun hvile lod;
Da talte hun: „Fly hurtig, fly!
„Ingen Tscherkes dig vil forfølge —
„Snart svinder Nattens sikkre Ly ...
„Tag denne Dolk, husk paa mit Ord:
„I Mørket over Fjeld og Bølge
„Vil Ingen finde dine Spor!” —
Da bøier hun sig ned mod Jord
Med Filen i den fine Haand,
— Beundring har ham overmandet —
Klirrende brister Fangens Baand,
Og Lænken — rasler hen i Sandet.
„Nu er du fri! — fly hurtig, fly!”
— Vildt lyned over Jomfrukinden
Et Elskovsblus; — lig natlig Sky
Flød hendes lange Slør for Vinden.
„O nu” — brød han begeistret ud —
„Lad vore Hjerter sig forene!
„Lad mig ei drage bort alene!
„Min Frelsens Engel, sendt af Gud,
„Følg mig, vær min — høitelskte Brud!”
„Nei, Fremmede!” hun sagde, „Nei! —
„Jeg Livets Fryd har lært at kjende,
„Jeg kan ei meer i Attraa brænde,
„Mig større Lykke venter ei! ...
„Du elsker jo — il da til hende!
„Lad hendes Sol husvale dig! —
„— Hvi vil jeg længer martre mig? ...
„Farvel, nu til dit Hjem du fare!
„Tag min Velsignelse! — min Aand
„Dit Billed evig skal bevare ...
„Ræk mig for sidste Gang din Haand!”
Brat hendes Ord hans Tunge lamme,
Han breder Armene taust og tyst, —
Med bitter, vemodblandet Lyst,
I Afskedskyssets Dobbeltflamme
De lange hvile Bryst ved Bryst.
Fangen, som nys var vorden fri,
Kan selv ei bryde det sidste Baand ...
— Natten var rolig. Ad Bjergets Sti
Steg Smertensparret Haand i Haand
Ned til den klippefulde Flod —
Der vækker Faren Mandens Mod ...
Snart kæmper han med Bølgens Styrke,
Han bryder gjennem Strømmens Mørke,
Alt naaer han den modsatte Strand,
Han griber efter Klippens Rand ...
Da ... bruser fjernt en selsom Larm,
Et Skrig, et Fald hans Øre naaer,
Alt svinder Kraften i hans Arm,
Men — frelst paa Hjemmets Bred han staaer.
I Mørket lyser Bølgens Skum,
Angstfuld han sig tilbage seer,
Men i det vidtudstrakie Rum
Han øiner ei Dschanuma meer ...
— Runtom er stille — Strømmen syder
Mod Kysten mindre heftig her;
Nu gjennem Skyen Maanen bryder —
I Floden viser ham dens Skjær, ...
Hvad aldrig ham af Minde gik —
Et Syn, der om hans Hjerte gyder
Kval som af giftigst Slangestik! — — —
Da sendte han sit Afskedsblik
Til Aulen hist, som han forlod,
Til Vangen, hvor saa mangen Dag
Som Hyrde under Himlens Tag
Han laa med Lænken om sin Fod,
— Til Grotten i hin Klippedal,
Hvor først han følte Fangens Kval,
Til Bækken, ved hvis kølige Bred
Han laa i Middagssolen hed,
Mens en Tscherkessisk Frihedssang
Fra Bjergene ned til ham klang.
— Nu Mørket svandt. Af Nattens Skjød
Alt over Fjeld og Flod og Bugt
Frem Morgenrødens Rose brød, —
Snart Solen paa sin Himmelflugt
Et Lyshav over Jorden gød ...
Nu fremad, rask! — Tys, var det ei
Et russisk Feldtraab? — viste sig
Bag Høien ei en vaiende Fjær? —
Fremad, fremad! see Taagen letter! —
Hvad glimrer hist i Solens Skjær?
— Det er — hans Landsmænds Bajonetter!