Tscherkesserskaren ledig sidder,
Og sladdrer, mens mod Kvæld det lider,
Om Kamp og dristig Daad i Felt,
Om stolte Heste, Landets Lyst,
Om Hvilen efter blodig Dyst, —
Hvorlunde de i gamle Dage
I Kampen aldrig veg tilbage, —
Om Høvdinger i Krigslist øved’,
Hvor flinkt de Sablen svang, og kløved
Med Pilen Flammen af et Lys; —
De haarde Krigerhjerter glæder
Tanken om ødelagte Stæder,
— Sortøiede Slavinders Kys ....
Slig Tale gjennem Leiren lød,
Paa Taageskyer Maanen flød,
Da bruste det: en Rytter som
En Stormvind hid til Kredsen kom.
Han slæber Fjenden, han betvang,
I Slyngens Rem, som tæt sig snører;
Høit gjennem hele Aulen klang
Hans Raab: „den Russer mig tilhører!” —
Om Fangen Sværmen stormer tæt
Alt standset er hans Aandedræt,
Hans Hoved bløder og hans Bryst
For deres Spot er følesløst.
Han hører ei de vilde Stemmer,
Dødssøvn sank paa hans Øie ned,
Og vifter alt som Gravens Fred
Iskold omkring de stive Lemmer ....
Saa laa han længe hen som død,
Sin Dvaledrik ham Søvnen rakte, —
Dog Middagssolens hede Glød
Ham af de dunkle Drømme vakte.
De vaagnende Livsaander lød
Som fjerne Toner i hans Hjerte,
Det Glimt, som varmende frembrød
Af Mulmet, dæmper alt hans Smerte.
Dog ak, lig Stikket af en Dolk —
Han seer et Fjeld, høit, flyomskygget,
Hin Vold, Naturen selv har bygget
For det fribaarne Røverfolk.
Som Drømmesyner foresvæver
Ham Fangenskabets tunge Kaar,
Da rasler det — af Gru han bæver —
Thi Lænkers Larm hans Øre slaaer.
Den Rædselslyd ham Alt har sagt —
Farvel, o Friheds Himmel blaa!
Farvel, al Livets Tryllepragt! —
Han — er en Slave ....
Hin Yngling laa
Alene — ingen, fjendtlig Vagt
Sig viser paa den vide Steppe, —
Kun som et tomt, grøntvirket Teppe
Den ligger for hans Blik udstrakt.
Hist Tinderne af det fjerne Fjeld
Sig tabte mellem Stjerners Chor,
Men gjennem Fangens knuste Sjæl
De mørke Tankers Stormvind foer:
— Hinsides hine Bjerges Rand
Gaaer Veien til hans Fødeland,
Hvor sorgløst sig hans unge Hjerte
For Livets Herlighed oplod,
Hvor han den første Fryd forstod,
Og grebes af den første Smerte. —
Hvad var af al hans Ungdomslyst
Og Haab tilbage? — Nag og Klage.
Dog Mindet om de glade Dage
Han gjemte i sit visnede Bryst.
Han havde Verden lært at kjende,
Og Livets hykleriske Værd,
At Venskab som Bedrag skal ende,
At Elskov Drømmetant kun er.
Han spotted Skjæbnen, stolt hans Aand
Vilde bryde alle usle Baand, —
Som Friheds Ven, som Verdens Fjende,
Han til Naturen vilde sig vende.
Og nu — nu er han vaagnet brat
Af Haabets drømmefulde Nat,
Som nys hans tunge Hoved vugged —
Han Slaveriets Lod har trukket! ....
— Træt var hans Hoved sunket ned
Imod det haarde Hvilested,
Hans Livskraft atter i Dødens Gys
Udslukkedes som Dagens Lys.
Alt Solens sidste Afskedsgnist
Forgylder hine grønne Høie,
Med Sang og Larm i Aulen hist
Høstfolket høres lystig støie.
Tusmørkets Dæmrelys maa flye
For Blussene, som tændes trindt,
Og Nattens tause, dunkle Sky
Steg over Leirens Labyrinth.
Kaukasus har sit Hoveds Pragt
Til Søvn i sølvgraa Taager lagt;
Vildt skummende fra Fjeldets Skjød
En Bjergstrøm fjernt sin Bane brød.
Tys! — var det ikke som der lød
I Nattens Stilhed sagte Fjed? —
En Pige skjult bag Slørets Dække
Sig til den Fangne bøier ned,
Og kalder høit, for ham at vække.
Han hæver kun det stive Blik
Mod Pigen — intet Svar hun fik:
— Var det en yndig Drøm, som kun
Ham gjækked i den sidste Stund?
Drev Tankernes udbrændte Ild
Med ham et flygtigt Gjøglespil? — —
— Paa Knæ Jomfruen sunket er,
Og let belyst af Maanens Skjær,
Med milde, medynksfulde Blik
Hun byder ham en kølig Drik.
Og alt som hendes Tryllebæger
Ham sødt og selsomt vederkvæger,
Ny Kraft opvaagner i hans Bryst;
Han glemmer al sin Kval og Jammer,
Og suger hurtig andre Flammer
Af hendes Øiekast og Røst.
Vel ikke han forstaaer det Sprog,
Den hulde Stemme taler; — dog
Af Stilling og af Minespil
Han fatter, at hun ham reise vil.
Den milde Sol ham giver Kraft,
De matte Lemmer den besjæler,
Saa han den Tørst, som fast ham kvæler,
Kan lædske med den kølige Saft.
Da sank hans Hoved — mens hun fik
Et Svar kun af hans matte Blik —
Ned mod den haarde Klippegrund:
Krampagtig bæver hendes Mund —
Hun tale vil — hun kan det ei, ...
Angstfuld mod ham hun bøier sig,
Dybt sukker hun, — fra Øiets Glød
En Strøm af klare Taarer flød ...
Saa svandt for Fangen mangen Dag —
Mod Heden skjærmer Hulens Tag,
Den haarde Sten hans Bolster er,
Mens Hjorderne han vogter her.
Men naar af Maanens Sølverhorn
Bestraales de sorte Høies Rand,
Gaaer gjennem Markens tætte Torn
En Kvinde til den fangne Mand.
Med Brød og Honning hid hun iler,
Med Vinens søde Flammedrik,
Og paa den fremmede Kriger hviler
Med Ømhed hendes klare Blik.
Snart af hans Øie hun forstaaer
Hans Sprogs den ubekjendte Klang,
Og hurtig fatted han hendes, naar
Hun Grusiens Viser for ham sang.
Hun bærer Elskovs første Glød
I sit jomfruelige Hjerte — —
Hos ham, hos ham den længst er død,
Hint Foraars frydefulde Smerte,
I Nydelsernes golde Skjød ...
Af hine Glimt fra Guders Hjem,
Hin Drøm om paradisisk Lykke,
Nu kun et Spøgelse, en Skygge,
Hans sløve Hjerte maned frem.
— Ei brat med Ungdomsgløden svinder
Hin Saligheds Begejstring hen;
Endnu engang vi smage den —
Dog I, den første Elskovs Minder,
I, bittersøde Hjerteveer,
I — vindes ei tilbage meer!
— Snart syntes Ynglingen at drage
Haabløs paa Slavelivets Vagt;
Taus dølger han sin Harm og Klage,
Men ei er Hjertets Vunde lægt.
Naar Morgentaagen vifter koldt
Fra Høiene, som mod Dybet hælde,
Han stirrer hen mod de fjerne Fjelde,
Som bærer Stjernekuplen stolt, —
De evig snebekrandste Throner
Med Skyens lysblaa Himmelhvælv,
Hvor Elbrus med krystalne Kroner
I Dalen slynger Elv paa Elv. —
Høit over Aulen sad han gjerne,
Hvor Stormen sin Torden høre lod,
Og Støvet steg fra Stepper fjerne,
Og Skyer rullede for hans Fod.
Dybtnede saae han Hjorten springe
I Skjul bag kratbevoxte Høi,
Og her en Ørn med susende Vinge
Hæstskrigende fra Reden fløi.
Naar Lynet knittred og Tordenskyen
Fra Fjeldets Sider sig løsrev,
Og drønende ned over Byen
Og Hestehjorderne den drev,
Naar Stormens Hylen overstemte
Selv Brændingen fra dybe Strand, —
Da stod han ene her, og glemte
Fast, at han var en fangen Mand.
— Tidt steg han ned for at erfare
Hint Bjergfolks Leveviis og Færd,
Og leirer sig ved deres Skare
Paa Sletten under høie Træer.
Han fryder sig ved Vaabendandsen
Med Sværdegny og Landsestik, —
Han blegner fast ved Seiersglandsen,
Som lyner fra de Tappres Blik.
Med Undren dvæler hans Tanke ved
Den høie Kradt og Frihedslysten,
Hver Stund til blodig Dyst bered,
Og saa — hin hellige Arv fra Østen,
Nomadens ædle Gæstfrihed ....
Hvor zirlig sig Tscherkessen svinger
I Sadlen, og hvor let han tvinger
Sin Hest — hans Rigdom og hans Ven,
Og farer som paa Stormens Vinger
Vildt over Bjerg og Steppe hen! — —
Naar skjult i Sumpens høie Græs
En Røver sit Uvæsen driver,
Sin Stridshingst sadler en Tscherkes, —
Dens Hovslag mægtig Gjenklang giver.
Han lurer, til han seer sin Mand,
Og med et Slyngekast ham fanger, —
I Strømmens sortoprørte Vand
Han svømmer paa sin stærke Ganger,
Og slæber Skjelmen død i Land ...
— Naar Maanen Himlen har forladt,
Og Intet klarer op den Nat,
Der hviler over Høi og Krat,
Da lister sig Tscherkessen tyst
Didhen, hvor Egen staaer paa Kyst: —
Der gjemmer han de tunge Vaaben,
Skjold, Hjelm og Burka (Pelsekaaben),
Og styrter sig i Bølgen ned,
Og svømmer til den anden Bred,
Og speider snildt og uforsagt,
For et Erindringstegn at sende
Sin Stammes evige Arvefjende —
Kosakken, som staaer her paa Vagt ...
— Kosak! siig frem, hvad drømmer du?
Siig, tænker du paa Slagets Gru?
Paa Leirens Lystighed? — paa Bytte? —
Paa Krigssang? — paa din Fædrehytte? — —
Staaer til din Ungdomsbrud din Hu? —
Forbi! — en Drøm dig gjækked kun:
Din stille Flod, de donske Kvinder —
Siig kun Farvel til disse Minder!
Ei meer i Kamp du Bytte vinder,
Betræder ei din Hjemstavns Grund! —
Din Fjende sigter! — Strengen klinger! —
Tilbage han i Floden springer, — —
Men Pilen traf — ved Høiens Fod
Kosakken synker i sit Blod!
Naar Stormen Bjergets Stammer knækker,
Og Regn i Strømme styrter ned,
Alt efter bolde Fædres Sæd
Tscherkessen sig ved Arnen strækker.
Da træder stundom Fangen ind,
Naar han med Hjorderne foer vild,
Og søger Ly mod Nattens Vind,
Og varmer sig ved Arnens Ild.
Naar han sit Maaltid har fortært,
Og tømt et Bæger med sin Vært,
Han slumrer under det gjæstfri Tag,
Til Solen gryer den næste Dag. —
Hvis Folkets Sæder Du vil kjende,
Da Bjergenes de unge Svende
Forlyste sig med Leg og Spil.
De skyde snart med sikkert Øie
Den stolte Ørn fra Skyen ned,
Snart springe de fra steile Høie
Med Gemsens lette Dristighed. —
Dog ikke mægter Fredens Lyst
At mætte det kampbaarne Bryst;
Den muntre Fest, og Pibens Røg
Afbrydes tidt af blodig Spøg.
Tidt under Maaltidslagets Bulder
Blinker et Damascenersværd —
Vee da den Slave, som staaer nær!
Hans Hoved henad Gulvet ruller ...
Da flokkes alle Børn i Hob
Med Bifaldsklap og Fryderaab.
— Hin Russer har med roligt Bryst
Tidt skuet Kamp og blodig Dyst;
Kjækt, da hans Ungdoms Blomster døde,
Han Døden styrted sig imøde.
Som Ærens Træl tidt i sit Hjem
Han stilled i Duel sig frem
For Terzerolens kolde Bly,
Og vented Døden uden Sky ...
Dog, naar hin høie Frihedsaand
Han skued uden Tvang og Baand
I disse Dale sig bevæge,
Ei blot i Kamp og vilde Lege,
Men og blandt Børn og Kvinder boe
I fredelige Syslers Ro, —
Da tænkte han paa de forliste
Timer i muntre Venners Lag,
Hvor Vinen flød, og Sangen priste
Champagnens Ild, — og Favnetag
Og Kys af Moskvas unge Kvinder ...
Dybt martred ham de gamle Minder,
Hans Ungdoms Haab, hans bittre Tab.
En Glød, en mægtig Lidenskab
Tidt lønlig rased i hans Hjerte,
Men intet Blus af Fryd og Smerte
Sig tegned paa hans stolte Kind,
Ei Miners Spil hans Fjender lærte
At ane Stormen i hans Sind. ...
— De vilde Mænd ham skye betragte,
Beundre Fangens kjække Færd,
Og hviske til hverandre sagte:
Sligt Bytte vel er Prisen værd!