For Vinden spredt de gyldne Lokker vare;
I tusind søde Knuder de sig føied;
Lysbølger uden Tal sig flød fra Øiet,
Som nu saa grumt paa Lyset monne spare.
Selv Medynk Blikket syntes aabenbare:
Og saae jeg ret, hvad eller har det løiet? —
Jeg veed kun, Pilen mod mit Bryst sig bøied;
Hvad Under, strax det stod i Luer klare?
Ei vandred hun som andre Dødelige,
Men med en Engels Svæven; Toner glede
Fra Læben — Klang, som ei fra Jorden stammed.
En himmelsk Aand, en Sol med Liv, som flammed,
Jeg saae: — men selv om hendes Ynder vige,
De mindre dybe Saar dog ei helbrede.