P.L. Møller (1814–65)

Hvor skjønt er det i Slagets Damp

At døe for Fædrelandets Ære,

Og hævde den i blodig Kamp! —

Men sørgeligst af Alt maa være

At gaae fra Hjem, og Armod bære

Til fremmed Land

Som Flygtningsmand,

:,: Med Hustru, Børn og Fader :,:

Tifold ussel er den Mand,

Som sin Fødestavn forlader!

Alle forhadt er Armods Søn,

Foragt er Bettelstavens Følge,

Og evig Skam er Mandens Løn,

Som ei i Hjem sin Trang kan dølge,

Men skamløs drikker fremmed Bølge —

Nei, lad os staae

Som Een, og slaae,

:,: Naar Fjendens Spyd os kalde! :,:

Livet ei vi spare paa,

For vor Arne vil vi falde!

Saalidt som Frygt vi kjende Flugt,

Med freidig, kjæk Foragt for Døden,

Fædrene, som har Sværdet brugt,

Beskjærme vi mod Mandsletsnøden.

Skjændig er snehvid Oldings Bløden

For Fjendehaand,

I Støv og Baand!

:,: Nei, Ungdomsblod vi gyde! :,:

Hver en Yngling offre sin Aand,

Før skjæggraa Oldings Blod skal flyde!

Fjern være os den Skjændselspligt,

En Oldings nøgne Lig at dække!

At bløde — den kun sømmer Sligt,

Som blomstrer i de Unges Række!

Men den, hvem ikke Død kan skrække,

Beundres her,

Er Alle kjær;

:,: Hans Minde tidt skal feires! :,:

Træd da til, staaer fast Enhver!

Bider Læben! nu skal der seires!