P.L. Møller (1814–65)

Det er ofte bittert ej at have

    Hvad der er af ydre herligt Værd.

Gjerne vilde jeg en bedre Gave

    Bære frem til den, som jeg har kjær.

Fattig Svend du veed, end ikke Sproget

    Ejer; — kun et Sind med Kjærlighed

Til sin Ven, sin Bog, og — har han noget,

    Er det Hjertets Ærlighed.

Sølv og Guld jeg bærer ej i Belte,

    Trøstig dog jeg vandrer Vejen frem.

Tanken svæver hist, hvor Bølger vælte

    Skummet henad Kysten mod mit Hjem;

Sjelden blir den inden disse Volde;

    Er den der, da dvæler den hos dig.

Kunde jeg kun stedse dig beholde,

    Intet skulde bøje mig! —

Har du kjendt til Elskovs hede Flammer,

    Du min Ven, med Hjertet varmt og blødt?

Stærkest blusse de hos Sydens Stammer,

    Nordens Blod er mere koldt og dødt. —

Du har kjendt dem, siger mig mit Hjerte,

    Kjærlighed fandt Gjenklang i dit Bryst,

Kjærlighed, som volder tusind Smerte,

    Skjenker tusind salig Lyst.

Trefold Is har sluttet ind den Barm,

    Som, hvor Kvindeligheds Duft har Sæde, —

Uskyld, Ynde, Fromhed — ej blev varm,

    Ikke følte ren og ædel Glæde.

Sagtere, med uforandret Skin

    Brænder ærligt Venskabs stille Lue,

Trænger tyst, men dybt og’ varig ind —

    Klar og kvægende at skue.

Lykkelig den Yngling, i hvis Hjerte

    Venskabs ægte Blomst har valgt et Hjem! —

Modgang, Kummer, gusten Sygdoms Smerte

    Føles halvt kun — Vennen deler dem.

Hvo, som finder slig en Blomst, han pleje

    Den i Barmen med et trofast Sind,

Da skal Glæder blomstre paa hans Veje,

    Glædens Roser paa hans Kind.

Tidlig nok fløj jeg af Kuben ud,

    Sværmed om fra Blomst til Blomst i Engen,

Suged Saft af mangt et Foraarsskud,

    Som jeg fandt paa grønne Florasengen.

Sjelden Hjertebladet smukt var dannet;

    Fløj jeg derfor over salten Hav

Til den største Kube her i Landet

    Og mig til at søge gav.

Viltert flagred jeg imellem Sværmen

    Seller ud og Seller ind jeg gik,

Tømte mangt et Bæger indtil Bærmen,

    Ned dog ingen ægte Kvægedrik.

Intet, som retskaffent kunde læske

    Tørsten hos min længselfulde Aand,

Ingen Sjæl, som tørred bort de bedske

    Taarer med en kjærlig Haand. —

Fader, Moder, Søster, Broder! høre

    Over Bølgen mine Klager I?

Ofte lyder endnu for mit Øre

    Eders Stemmers søde Melodi,

Tiden kan vel dulme Længsels Smerte,

    Dog — hos eder var jeg altid glad;

Nok for Hov’det, lidet for mit Hjerte

    Fandt jeg i den store Stad.

Ja I kjære, som jeg maatte lade

    Hist tilbage paa den fjærne Bred!

Længe syntes Skæbnen mig at hade,

    Længe sendte den mig ingen Fred;

Men nu er jeg glad — den lod mig finde

    I min Ensomhed en Hjertensven;

Hidtil havde jo kun eders Minde

    Bragt mig til at glemme den.

Ikke mig, nej ham det var, som Baandet

    Bandt saa fast, saa uopløselig; —

Aldrig før har nogen Yngling aandet

    For mit Vel saa varmt, saa inderlig.

Stundom hvisker det vel for mit Øre,

    — Dog det er den onde Genius —

„Lad dig ej paa Tillids Tinde føre, —

    Frygt for Flammens stærke Blus!” —

Vistnok har med Sorg jeg maattet lære

    Ej enhver at tro paa Verdens Strøm:

Men det er ej sandt — det kan ej være —

    Dette Venskab — det er ingen Drøm! —

Skulde dog min Lykkes Boble briste;

    Gode Gud, da lad mig til min Død

Hine Drømmebilleder ej miste —

    Drømmen var saa smuk, saa sød.